Uenighed om dækning af fugtskader og skimmelsvamp i tilbygning

Sagen handlede om en klage over afvisning af dækning for fugtskader i en tilbygning fra 1947 med tagterrasse. Selskabet havde allerede anerkendt dækning for udbedring af mangelfuld blyinddækning ved tagkanten og under en tagterrassedør, fordi der var konstateret vandindtrængning netop under disse konstruktionssvigt. Da klager senere nedtog nedsænkede lofter i forbindelse med renovering, opdagede han opfugtning af betondækket, skimmelsvamp, rust i jernkonstruktioner og andre fugtskader, og krævede yderligere dækning. Sagkyndige erklæringer viste, at rusten ikke udgjorde risiko for bygningens bæreevne. Ankenævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at der var generelle svigt i hele tagterrassens udvendige belægning, og at han derfor ikke kunne kræve udbedring af hele belægningen. Nævnet fandt derimod bevist, at hovedårsagen til de indvendige fugtskader var de allerede anerkendte utætheder ved taginddækningerne, og at skimmelsanering og affugtning af det indvendige loft derfor skulle dækkes som en følgeskade. Udgifter til nye lofter, vægrenovering og maling skulle klager selv betale, mens selskabet skulle dække rådgivningsudgifter med 10.000 kroner. Klager fik dermed delvist medhold. Sagen viser, at følgeskader efter en anerkendt utæthed kan udløse dækning, selv når andre dele af skaden ikke kan bevises dækningsberettigede.