Afslag på dækning af fugt og skimmelsvamp under ejerskifteforsikring

Sagen drejede sig om afslag på dækning under en ejerskifteforsikring, efter at klager havde konstateret fugt og skimmelsvamp på vægge i flere værelser i en ejendom fra 1967 med senere til- og ombygninger. Selskabet fik foretaget undersøgelser af en rådgivende ingeniørvirksomhed, som blandt andet udtog prøver bag indvendige forsatsvægge for at vurdere skimmelsvampniveauet. På baggrund af undersøgelserne afviste selskabet dækning. Ankenævnet lagde til grund, at klager ikke havde bevist, at der på overtagelsestidspunktet forelå skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand, og at skimmelsvampen derfor ikke kunne anses som en følgeskade til en dækningsberettigende årsag. Nævnet fandt heller ikke, at skimmelforekomsten i sig selv nedsatte ejendommens værdi eller brugbarhed nævneværdigt sammenlignet med tilsvarende ejendomme af samme alder, ligesom det ikke var bevist, at bygningsdelene var ulovligt opført efter datidens byggelovgivning. Selskabet fik derfor medhold. Sagen viser, at det ved ejerskifteforsikringssager er køberen, der skal bevise, at en skade forelå eller var nærliggende ved overtagelsen, og at almindelige fugt- og skimmelforekomster i ældre bygninger ikke automatisk udløser erstatning, medmindre de klart afviger fra, hvad man må forvente af en bygning af tilsvarende alder og stand.