Uenighed om erstatningens størrelse ved skimmelskade i mansardtag

Sagen handlede om en tvist om erstatningens størrelse efter en anmeldt skade i taget på en ældre ejendom. Klageren havde overtaget huset og fandt senere skimmelsvamp og fugt i tagkonstruktionen, som han mente skyldtes en fejlkonstruktion fra en tidligere ombygning. Selskabet anerkendte dækning for en del af skaden og udbetalte erstatning til udbedring af denne del, men afviste at dække udbedring af hele mansardtaget. Klageren ønskede en større erstatning til at udbedre hele taget, ikke kun det område selskabet havde anerkendt. Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at skaden var mere omfattende end det selskabet allerede havde dækket. Der blev lagt vægt på, at de prøver der viste kraftig skimmelvækst, var taget netop i det område selskabet havde anerkendt dækning for, og at der ikke var påvist skade i ejerskifteforsikringens forstand i resten af taget. Nævnet afviste også, at forholdet var omfattet af forsikringens udvidede dækning, da klageren ikke havde bevist, at der var tale om ulovlige indretninger i strid med byggeforskrifter. Sagen viser, at det er kunden, der skal bevise omfanget af en skade, og at en generel vurdering fra et undersøgelsesfirma ikke automatisk fører til dækning af hele en konstruktion, hvis konkrete fund kun findes i et afgrænset område.