Afslag på dækning af understøbning af kælderydervægge i gammel ejendom

Sagen handlede om en ejerskifteforsikring, hvor klager ønskede dækning for manglende understøbning af kælderydervægge i en ejendom fra 1937. I 1980'erne var gulvet i en del af kælderen sænket med omkring 10 centimeter, og klager mente, at den manglende understøbning medførte risiko for sætninger, svigt og øget vandindtrængning. Selskabet afviste kravet, og sagen endte i Ankenævnet for Forsikring. Nævnet lagde afgørende vægt på, at klager ikke havde ført bevis for, at der faktisk forelå en skade i forsikringens forstand, eller at der var en nærliggende og konkret risiko for skade som følge af den manglende understøbning. Uden dokumentation for en aktuel skade eller en klar risiko kunne selskabet ikke pålægges at dække. Resultatet blev derfor, at selskabet fik medhold. Sagen illustrerer et generelt princip i forsikringssager om, at det er den, der gør et krav gældende, som skal bevise, at betingelserne for dækning er opfyldt. For almindelige forbrugere er læren, at det ikke er nok at pege på en teoretisk risiko eller en byggeteknisk mangel; der skal typisk foreligge konkret dokumentation, for eksempel i form af en byggesagkyndig vurdering, der påviser en faktisk skade eller en klar og nærliggende risiko herfor, før en ejerskifteforsikring vil dække.