Afslag på dækning af lugtgener efter olielæk under gulv

Resumé

Klager over afslag på dækning af lugtgener fra olie. Klager overtog den forsikrede ejendom, et enfamiliehus fra 1975, den 13/1 2017. Han anmeldte den 20/6 2022, at der var lugtgener, som klager formodede stammede fra et tidligere olielæk. Selskabet foretog besigtigelse den 5/7 2022 og afviste at yde dækning under henvisning til, at taksator ikke havde konstateret lugtgener. Klager oplyste den 18/7 2022, at tidligere ejer havde fortalt, at der havde været et olielæk tidligere i huset. Klager kontaktede selskabet igen den 28/2 2025 og oplyste, at man under renovering havde fjernet gulvbrædder i køkkenet og havde kunnet både se og lugte olie. Selskabet foretog besigtigelse og afviste igen at yde dækning. Klager indhentede en rapport af 28/5 2025 fra miljørådgiver1, som han mente dokumenterede en dækningsberettigende skade. Selskabet forelagde rapporten for miljørådgiver2, som vurderede, at rapporten fra miljørådgiver1 var mangelfuld. Klager ønskede, at selskabet "betalte for, at olieforureningen blev fjernet, således at afdampningen ikke kunne påvirke anvendelsen af boligen, dvs. at jeg og familie ikke blev påvirket af hverken afdampning (sundhedsmæssigt), og vi ikke oplevede lugtgener." Klager ønskede, at selskabet dækkede udgifterne til rapporten fra miljørådgiver1. Nævnet fandt, at klager havde antageliggjort, at der på overtagelsestidspunktet var forhold ved ejendommen, der udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand. Nævnet fandt på den baggrund, at selskabet skulle bekoste udgifterne til, at selskabet og klager i fællesskab udpegede en uvildig sagkyndig, der kunne foretage en undersøgelse, der kunne be- eller afkræfte antagelsen, og som belyste, hvordan forholdene kunne udbedres. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at selskabets taksator havde bekræftet, at der kunne lugtes olie i ejendommen, og at miljørådgiver1 havde foretaget målinger i maj og august 2025, som viste forhøjet indhold af kulbrinter. Nævnet var opmærksom på, at miljørådgiver2 havde anført, at målingerne ikke var foretaget de korrekte steder. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at rapporten fra miljørådgiver2 var udarbejdet mellem miljørådgiver1s to målinger, og at rapporten fra miljørådgiver2 således ikke tog stilling til, at målingerne M5 og M6, som begge var foretaget 40 cm over gulvhøjde, viste forhøjet indhold af kulbrinter. Da der på daværende tidspunkt ikke var konstateret dækningsberettigende skader, var der ikke grundlag for at pålægge selskabet at dække klagers udgift til rapporten fra miljørådgiver1. Klager delvis medhold.