Uenighed om forældelse ved lavt vandtryk og varmt vand i ejendom

Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom oplevede problemer med utilstrækkeligt varmt vand og lavt vandtryk. Klager havde tidligere anmeldt en lignende sag i 2019, som blev udbedret. I 2024 blev det opdaget, at rørføringen i huset var ulovligt installeret og underdimensioneret. Selskabet afviste kravet med henvisning til, at det var forældet, da klager efter selskabets opfattelse havde kendt til problemerne i flere år uden at reagere. Nævnet vurderede imidlertid, at klager først fik konkret kendskab til det mulige forsikringskrav ved en fagmands eftersyn i september 2024, og at forældelsesfristen på tre år derfor først skulle regnes fra dette tidspunkt. Kravet var derfor ikke forældet. Nævnet fandt dog, at sagen indeholdt så komplicerede tekniske spørgsmål om rørføringens dimensionering og funktion, at den ikke kunne afgøres på skriftligt grundlag. Der var behov for en fagkyndig gennemgang gennem syn og skøn ved domstolene for at klarlægge de faktiske forhold. Nævnet valgte derfor at afvise sagen. For en almindelig forbruger viser sagen, at forældelsesfristen regnes fra det tidspunkt, man reelt får kendskab til et muligt krav, ikke nødvendigvis fra da symptomerne først opstod. Samtidig illustrerer sagen, at tekniske tvister med stor bevismæssig usikkerhed kan ende med at skulle afgøres ved domstolene i stedet for i ankenævnet.