Afslag på dækning af kuldebro og mistanke om skimmelsvamp

Klager overtog et enfamilieshus fra 1966 og anmeldte flere år senere et hul i murværket, som havde skabt en kuldebro. Selskabet afviste at yde dækning med henvisning til, at kuldebroer var sædvanlige i ejendomme fra denne periode, og at der ikke var påvist skimmelsvamp i et omfang, der i sig selv udgjorde en skade. Ankenævnet gav selskabet medhold og fandt, at klager ikke havde bevist, at der på overtagelsestidspunktet var forhold ved husets konstruktion eller ydervægge, som nedsatte ejendommens værdi eller brugbarhed nævneværdigt sammenlignet med tilsvarende ejendomme af samme alder i almindelig god vedligeholdelsesstand. Da grundbetingelsen for en dækningsberettiget skade dermed ikke var opfyldt, var der heller ikke grundlag for at pålægge selskabet at dække eventuelle skimmelforekomster som en følgeskade af kuldebroen. Nævnet vurderede desuden selvstændigt, at klager ikke havde bevist, at der forelå et massivt skimmelangreb med et omfang og en intensitet, der i sig selv nedsatte værdien eller brugbarheden af beboelsesrummene nævneværdigt. Skimmelforekomsten blev derfor heller ikke anset som en selvstændig dækningsberettiget skade. Sagen illustrerer, at ejerskifteforsikringer forudsætter, at skader afviger væsentligt fra, hvad der er forventeligt for husets alder, og at almindelige byggetekniske forhold som kuldebroer i ældre huse normalt ikke er dækket.