Uenighed om omfang af fugtskade og skimmelsvamp i ældre hus

Sagen drejede sig om omfanget af dækning for en fugtskade på en ejendom fra 1958. Selskabet havde anerkendt at dække forhøjet fugt og skimmelsvamp ved husets indvendige skillevægge samt genhusning i 8 uger, men afviste dækning for ydervægge, strøgulvkonstruktion, terrændæk, manglende vådrumssikring i badeværelset og øvrig skimmelsvamp. Klager mente, at den tilbudte udbedring var utilstrækkelig, og at der var yderligere skader, som burde dækkes. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at den tilbudte udbedring af skillevæggene var utilstrækkelig, eller at der var yderligere skadesmæssige forhold ved ydervægge, terrændæk eller strøgulv, som udgjorde en dækningsberettigende skade. Der blev lagt vægt på, at ældre ejendomme som denne ofte har en vis grad af opstigende grundfugt, uden at det i sig selv udgør en skade i forsikringsmæssig forstand. Da der ikke var en dækningsberettigende skadeårsag, kunne skimmelsvampen heller ikke dækkes som følgeskade. Manglende vådrumssikring blev efter nævnets praksis heller ikke anset som en skade. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at pålægge selskabet yderligere dækning eller genhusning. Sagen viser, at det er klager, der skal bevise, at der foreligger en konkret skade eller nærliggende risiko for skade, og at alder og byggeskik i en ejendom kan spille en rolle i vurderingen.