Uenighed om omfanget af dækning for fugt i kælder efter ejerskifte

En boligejer klagede over, at forsikringsselskabet kun ville dække udbedring af fugtskader på en mindre del af kældervæggene, mens klager mente, at hele kælderen på cirka 100 kvadratmeter burde være omfattet. Klager havde anmeldt, at maling faldt af væggene, og at der voksede hvide udvækster frem. Selskabet dækkede oprindeligt kun cirka 15 kvadratmeter ved kældertrappen og afviste at udvide dækningen, selvom problemet efter klagers opfattelse havde bredt sig. Nævnet gav klager medhold og fandt, at det var sandsynliggjort, at der allerede ved overtagelsen forelå fugtproblemer, som udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i hele kælderen, ikke kun det allerede anerkendte område. Der blev lagt vægt på bygningsreglementet fra 1972, som stillede krav om, at kældervægge skulle udføres, så vand og fugt ikke kunne trænge ind, samt på fotografier og selskabets egen besigtigelsesrapport, der pegede på utilstrækkelig fugtsikring og et kuperet terræn, som ledte vand mod huset. Nævnet bemærkede dog, at udgifter til reparation af dræn ikke var omfattet, da dræn ikke regnes som en del af selve bygningen. Sagen viser, at fugtskader i ældre kældre ofte vurderes ud fra datidens byggeregler, og at dokumentation som fotos og besigtigelsesrapporter spiller en central rolle for udfaldet.