Ejerskifteforsikring: dækning af fugt og skimmelsvamp i gulve
- Selskab
- ETU Forsikring
- Beløb i tvisten
- 200.000 DKK
- Stikord
- skimmelsvamp · fugt · gulvkonstruktion · erstatningsopgørelse · skjult skade
Hvad sagen handlede om
Klager overtog et hus fra 1969 og opdagede senere, at gulvene i stue og gæsteværelse var bløde og misfarvede. Undersøgelser viste massiv fugt og skimmelsvamp i gulvkonstruktionen, og klager fik lavet omfattende reparationer, hvor betondækket blev hugget op og udskiftet, og der blev lagt nyt gulv med varmeslanger. De samlede udgifter beløb sig til over 587.000 kroner, men klager krævede kun 200.000 kroner i erstatning, da udgifterne også dækkede renovering og forbedringer ud over selve skaden. Selskabet afviste, at der forelå en dækningsberettiget skade. Nævnet fandt derimod, at fugt- og skimmelniveauerne var så høje og udbredte, at der forelå en reel skade, uanset at gulvkonstruktionen var tidstypisk for husets byggeår. Da der ikke forelå et konkret tilbud på udbedring af selve skaden, var det vanskeligt at opgøre erstatningen præcist, men nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte klagers eget skøn på 200.000 kroner. Sagen viser, at omfattende fugt- og skimmelskader kan udløse erstatning, selv i ældre huse, men også at det kan være svært at adskille udbedring fra forbedring, når reparationer bliver mere omfattende end nødvendigt.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over selskabets afslag på dækning. Selskabet har i henhold til xxxPARAGRAPHxxx22 i nævnets vedtægter meddelt, at selskabet ikke ønsker at være bundet af kendelsen (Anfægtet). Klager overtog den forsikrede ejendom, der var fra 1969, den 1/7 2020. Ejendommen havde ved overtagelsen strøgulve med lamelbrædder. Klager anmeldte den 7/3 2022, at "i gæsteværelset er gulvet så blødt at gå på, at vi blev opmærksomme på, at der måtte være noget galt. Vi har desuden set tegn på misfarvninger på gulvet både i stuen og gæsteværelset. I gæsteværelset er der lavet en lem i gulvet af tidligere ejer og ved inspektion af lemmen kunne det konstateres, at der var meget vand under trægulvet … VVS'erne, bygningskonstruktørerne og [husforsikringens konsulent] henviser alle til at det lugter af, at der er for meget isolering der medfører kondens". Selskabet havde afvist, at der var en dækningsberettigende skade. Klager havde i efteråret 2022 foretaget udbedring, hvor det underliggende betondæk var hugget op. Der var blevet udlagt isoleringsplader og armeringsnet med varmeslanger, støbt ny beton og monteret lamelparket i eg. Klagers samlede udgifter var 587.698,50 kr. Klager havde skønnet, at skaden af selskabet burde dækkes med 200.000 kr., idet klagers samlede udgifter omfattede både udbedring, renovering og forbedring efter skaden. Efter en gennemgang af sagen fandt nævnet, at klager havde bevist, at gulvkonstruktionen i stue, værelse og gang var så opfugtet, og at forekomsten af skimmelsvamp var så massiv og med sådan arealmæssig udbredelse, at det udgjorde en dækningsberettigende skade. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det fremgik af firma3's rapporter af 3/8 2022 og 30/8 2022, at der var høje fugtniveauer i opklodsninger, gulvstrøer og gulvbrædder. Der var blevet registreret tegn på sporadiske fugtbetingede delamineringer i lamelbrædderne i stuen. Betondækket var også opfugtet. Surface-prøver for skimmelsvamp viste meget høje værdier - langt over grænsen til højeste kategori på oversiden af betondæk samt på undersiden af selve gulvbrædderne. V8-aftryksprøver viste de fleste steder massiv vækst. Firma3 vurderede, at problemet havde været der i en årrække, og at der ikke var tale om forventelige niveauer for et hus fra 1969. Firma3 vurderede, at skimmelsvampene ville give anledning til afgasninger og mislugt, og at der var risiko for spredning af partikler til indeklimaet, hvilket kunne give helbredsproblemer for personer med ophold i huset. Det kunne ikke føre til anden vurdering, at gulvkonstruktionen i det væsentlige var udført tidstypisk i forhold til husets opførelsestidspunkt i 1969. Nævnet bemærkede, at der dog var konstateret en vis overisolering af strøkonstruktionen, og at det kapillarbrydende lag var udført med ringe stenstørrelse. Afgørende for dækningsspørgsmålet var efter nævnets vurdering de konkrete fugt- og skimmelforhold, der var konstateret i konstruktionen. Nævnet bemærkede, at klager, der anmeldte skaden til selskabet den 7/3 2022, havde foretaget udbedring af skaden i september-november 2022. Klager havde i den forbindelse fået udført arbejder, der omfattede udskiftning af betondæk i hele huset med undtagelse af toiletter og bryggers, ligesom der var udført gulvvarme og vvs. Klager havde fået udført arbejder, der gik væsentligt ud over, hvad der var nødvendigt i forhold til at udbedre den anmeldte skade. Der forelå ikke tilbud på udbedring af forsikringsskaden. Det stillede sagen vanskeligt i forhold til at opgøre en erstatning. Nævnet fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for at tilsidesætte klagers skøn, hvorfor erstatningen kunne fastsættes til 200.000. Klager medhold.
Resultat
KLAGER MEDHOLD
Søgeord
EJERSKIFTEFORSIKRING, GULVE, SKIMMELSVAMP, FUGT
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
Flere sager om samme emne
- EjerskifteforsikringMedhold til klager
Uenighed om omfang af mørnede fuger på facaden
Sagen handlede om en ejerskifteforsikring, hvor klager havde overtaget en ejendom fra 2007 i 2020.
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på erstatning for utæt skorsten i sommerhus
Sagen drejede sig om en ejerskifteforsikring for et sommerhus fra 1974, hvor klager efter overtagelsen konstaterede, at skorstensinddækningen var utæt og …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på ejerskifteforsikring ved skimmelsvamp og bygningsfejl i tilbygninger
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom med to tilbygninger fra 1998 og 2005 anmeldte flere byggetekniske forhold, herunder en …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af krakelerede facader nævnt i tilstandsrapport
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom fra 2009 fik afvist dækning for skader på facaden.
- EjerskifteforsikringAfvist / ikke realitetsbehandlet
Tvist om forlig og sætningsskader i gulve, facader og tag afvist
Sagen drejede sig om en ejerskifteforsikring, hvor klager krævede dækning for omfattende sætningsskader i både gulve, vægge, facader, gavle og …