Afslag på dækning af fugt, skimmel og sokkelskader i kælder
- Selskab
- Domus Forsikring
- Stikord
- skimmelsvamp · fugt · sokkel · kælder · bevisbyrde
Hvad sagen handlede om
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom fra 1960 anmeldte fugt og skimmelsvamp i vægge på badeværelse, kontor og bryggers i kælderen, samt manglende sokkelpuds, revner i soklen og en forkert udført trappe, som klager mente ledte vand ned til kælderen. Selskabet afviste dækning, og nævnet gennemgik hvert forhold for sig. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at der var tale om skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand for de kælderrum, som ikke var godkendt til beboelse, og at forholdene ikke afveg væsentligt fra, hvad man kunne forvente af en ejendom af denne alder. Vedrørende skimmelsvamp fandt nævnet, at klager ikke havde bevist et massivt angreb, der nedsatte brugbarheden nævneværdigt. Manglende sokkelpuds blev ikke anset for i sig selv at udgøre en dækningsberettigende skade, og revnerne i soklen var allerede beskrevet i tilstandsrapporten og vurderet ubetydelige. Trappen blev heller ikke anset for at udgøre bevist skade. Selskabet fik derfor medhold i alle punkter. Sagen viser, at ejerskifteforsikring ikke dækker forhold, der må forventes ud fra en bygnings alder, og at det kræver konkret bevis for reel skade, hvis dækning skal opnås.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over selskabets afslag på dækning. Klager overtog den forsikrede ejendom, der var fra 1960, den 1/3 2020. Klager anmeldte den 27/10 2023 "fugt + skimmelsvamp i vores vægge på badeværelse, kontor + bryggers. Der er målt forhøjet fugt og skimmelsvamp i vores skabe. Der viser sig, at der er manglende sokkelpuds. Ved det, at sokkelpuds mangler kan der trænge vand ind i konstruktionen", og at "dertil kommer revner i sokkel. Ved inspektion fra [skadesservicefirma] viser, at trappen til huset ikke er udført korrekt, hvorfor det viser sig, at vandet ledes ind til sokkel og derefter ned i kælderen". Nævnet lagde efter en gennemgang af sagen til grund, at klagen for nævnet omhandlede fugt og skimmelsvamp i vægge på badeværelse, kontor og bryggers i kælderen, at trappen til huset ikke var udført korrekt, manglende sokkelpuds og revner i soklen. Efter en gennemgang af sagen fandt nævnet, at klager ikke havde bevist, at der var forhold ved badeværelse, kontor og bryggers i kælderen, der på overtagelsestidspunktet udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at kælderen ikke var godkendt til beboelse, og at forholdet på den baggrund efter nævnets vurdering ikke gik ud over, hvad klager måtte forvente på baggrund af ejendommens alder. Nævnet lagde også vægt på, at huset var fra 1960, og at der ikke var godtgjort konstruktionsmæssige forhold ved ejendommen, der adskilte sig nævneværdigt fra forholdene ved tilsvarende ejendomme af samme alder, og at værdien eller brugbarheden således ikke var nævneværdigt nedsat i forhold til tilsvarende intakte bygninger af samme alder i almindelig god vedligeholdelsesstand. Hvad angik skimmelsvamp fandt nævnet, at klager ikke havde godtgjort, at der på overtagelsestidspunktet var tale om et massivt skimmelangreb, der i sig selv havde en intensitet og et omfang, der nedsatte brugbarheden af beboelsesrummene i bygningen nævneværdigt. Hvad angik manglende sokkelpuds fandt nævnet, at klager ikke havde bevist, at forholdet på overtagelsestidspunktet udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at manglende sokkelpuds efter nævnets vurdering ikke i sig selv udgjorde skade på ejerskifteforsikringens basisdækning, og at der ikke var godtgjort dækningsberettigende skade som følge af den manglende sokkelpuds. Nævnet lagde også vægt på, at selskabets taksator havde oplyst, at "den udvendige sokkel burde være pudset, men ville alligevel ikke være sikret mod fugtindtrængen grundet byggeskik på opførelsestidspunktet". Hvad angik revnerne i soklen lagde nævnet vægt på det fremlagte fotografi, og at det fremgik af tilstandsrapportens punkt 4.2 "sokkel", at "ved gavl mod øst er der mindre revne i sokkel i overgang til fritstående mur, og der er lidt løst maling/puds. Der er mindre revne i sokkel i den nordlige ende. Note: Revnerne er efter husets alder vurderet til at være i ro og uden betydning for husets stabilitet. Mindre bevægelser efter en reparation kan dog forekomme". Forholdet havde fået karakteren K1. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at der var revner, der gik ud over, hvad klager på baggrund af oplysningerne i tilstandsrapporten måtte forvente, og at forholdet på den baggrund således ikke var klart forkert beskrevet. Hvad angik at trappen ikke var udført korrekt, fandt nævnet, at klager ikke havde bevist, at der på overtagelsestidspunktet var forhold ved trappen til huset, der udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand. Nævnet lagde blandt andet vægt på de fremlagte fotografier, og at de efter nævnets vurdering ikke godtgjorde skade i ejerskifteforsikringens forstand. Nævnet bemærkede, at det alene fremgik af rapporten fra skadesservicefirmaet, at "hvis man antager at belægningen ser sådan ud under trappe, kan man forstille sig at vandet ledes ind til sokkel og derefter ned i kælderen". Selskab medhold.
Resultat
SELSKAB MEDHOLD
Søgeord
EJERSKIFTEFORSIKRING, KÆLDER, SKIMMELSVAMP, FUGT, SOKKEL
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
Flere sager om samme emne
- EjerskifteforsikringMedhold til klager
Uenighed om omfang af mørnede fuger på facaden
Sagen handlede om en ejerskifteforsikring, hvor klager havde overtaget en ejendom fra 2007 i 2020.
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på erstatning for utæt skorsten i sommerhus
Sagen drejede sig om en ejerskifteforsikring for et sommerhus fra 1974, hvor klager efter overtagelsen konstaterede, at skorstensinddækningen var utæt og …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på ejerskifteforsikring ved skimmelsvamp og bygningsfejl i tilbygninger
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom med to tilbygninger fra 1998 og 2005 anmeldte flere byggetekniske forhold, herunder en …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af krakelerede facader nævnt i tilstandsrapport
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom fra 2009 fik afvist dækning for skader på facaden.
- EjerskifteforsikringAfvist / ikke realitetsbehandlet
Tvist om forlig og sætningsskader i gulve, facader og tag afvist
Sagen drejede sig om en ejerskifteforsikring, hvor klager krævede dækning for omfattende sætningsskader i både gulve, vægge, facader, gavle og …