Uenighed om erstatning for skimmelsvamp og revner i ejendom fra 1907

En boligkøber anmeldte skimmelsvamp i et vindfang samt revner i overgangen mellem en tilbygning og hovedhuset i en ejendom fra 1907. Tvisten drejede sig dels om, hvorvidt selskabets tilbud om erstatning for revnerne var tilstrækkeligt til at sikre en korrekt udbedring, dels om vindfangets fugt- og skimmelproblemer udgjorde en dækningsberettiget skade. Selskabet havde tilbudt at dække udbedring baseret på et murertilbud, men klager mente, at en mere omfattende løsning med sammenmuring var nødvendig. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at den tilbudte løsning var utilstrækkelig, og lagde vægt på, at selskabets egen konsulent havde vurderet en billigere løsning som bedre. Angående vindfanget fandt nævnet, at isoleringsforholdene svarede til datidens standard, og at der ikke var tegn på råd eller nedbrydning. Fugt- og skimmelforekomsten blev ikke anset for at påvirke indeklimaet væsentligt. Selskabet fik derfor medhold på begge punkter. Sagen viser, at forsikringsselskaber kan vælge den billigste forsvarlige udbedringsmetode, og at klager skal bevise, at et forhold reelt udgør en skade i ejerskifteforsikringens forstand.