Genoptagelse af afskrivning på skadet læmur i ejerskifteforsikring

Denne sag var en genoptagelse af en tidligere afgørelse og handlede om, hvor stor en afskrivning selskabet var berettiget til at foretage ved erstatning for en skade på en læmur. Tvisten opstod, fordi det tidligere var lagt til grund, at læmuren var 46 eller 47 år gammel på anmeldelsestidspunktet, men spørgsmålet om, hvilken alder der skulle lægges til grund i forhold til afskrivningstabellen, blev nu genoptaget på selskabets foranledning. Nævnet fastslog, at det afgørende tidspunkt for afskrivningen af de enkelte bygningsdele var bygningens samlede færdiggørelsestidspunkt, i dette tilfælde efteråret 1973, og ikke et eventuelt senere tidspunkt for indføjelse af den konkrete bygningsdel. Da bygningen på anmeldelsestidspunktet i maj 2021 var 47 år gammel, var selskabet kun berettiget til at afskrive med 37 procent efter den relevante tabel, og ikke mere. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var oplysninger om en usædvanlig lang byggeperiode eller brug af genanvendte materialer, og at det generelt er uhensigtsmæssigt at kræve bevis for præcist hvornår hver enkelt bygningsdel er indføjet. Klager fik derfor medhold. Sagen viser, at det som udgangspunkt er bygningens samlede alder, der er afgørende for afskrivningsberegninger i ejerskifteforsikringssager, medmindre der er konkrete holdepunkter for andet.