Uenighed om tagets restlevetid i tilstandsrapport ved ejerskifte

Klager havde overtaget en ejendom fra 1973 og anmeldte cirka et år senere, at tagpappet ifølge en håndværker havde en betydeligt kortere restlevetid end angivet i tilstandsrapporten, hvor der stod, at taget forventedes udskiftet i 2038. Klager mente, at forskellen på cirka 13 år udgjorde en betydelig værdiforringelse af huset og ønskede dækning til udskiftning af tagpappen. Selskabet afviste kravet, og ankenævnet gav selskabet medhold. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at der på overtagelsestidspunktet var en skade eller en nærliggende risiko for skade på taget, som kunne udløse dækning under ejerskifteforsikringen. Der var heller ikke fremlagt oplysninger om konstaterede utætheder i tagbelægningen. Nævnet lagde desuden vægt på, at oplysningerne om tagets restlevetid i tilstandsrapporten var baseret på et generelt tabelopslag, og at det fremgik direkte af forsikringsbetingelserne, at forsikringen ikke dækkede en fejlagtig angivelse af den forventede restlevetid i tilstandsrapporten. Sagen viser, at ejerskifteforsikringer typisk ikke dækker, hvis den faktiske restlevetid på en bygningsdel afviger fra tilstandsrapportens skøn, medmindre der samtidig kan påvises en konkret skade eller risiko for skade.