Uenighed om udbedringsmetode ved sætningsskade i ejendom

Sagen handlede om en ejendom fra 1963, hvor der efter overtagelsen blev konstateret sætningsskader som følge af underliggende sætningsgivende jordlag. Selskabet havde tilbudt en omfattende udbedring til godt 191.500 kroner, men klager mente, at udbedringen også skulle omfatte, at skillevæggene blev funderet til bæredygtig jord i stedet for oven på et gytjelag, samt sikring mod fremtidige sætninger ved at fjerne gytjelaget eller foretage lastkompensation. Ankenævnet gav selskabet medhold. Afgørelsen lagde vægt på, at både klagers og selskabets egne rapporter viste, at de fremtidige sætninger i terrændækket forventedes at være meget begrænsede, cirka 10-12 millimeter over de næste 30-50 år. Der blev også henvist til en bygningsrådgivningsrapport, som viste, at de indvendige vægge havde kunnet holde til den hidtidige sætning, og at en simpel underpodning derfor var tilstrækkelig. Endelig viste et nivellement fra selskabets ingeniør ingen tegn på sætninger i facaderne. Nævnet fandt derfor, at klager ikke havde bevist, at den tilbudte udbedringsmetode var utilstrækkelig. Lærdommen for forbrugere er, at når der er tvist om udbedringsmetode ved sætningsskader, er det afgørende, hvad de tekniske undersøgelser faktisk viser om fremtidig risiko, og at det er klager, der skal bevise, at en mere omfattende udbedring er nødvendig.