Uenighed om erstatning for udbedring af gulv i entré
- Selskab
- Domus Forsikring
- Beløb i tvisten
- 10.000 DKK
- Stikord
- erstatningsopgørelse · gulvskade · udbedringsmetode · ejerskifteforsikring
Hvad sagen handlede om
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ældre ejendom fik konstateret problemer med gulvet i entreen. Selskabet anerkendte skaden og aftalte en kontanterstatning til udbedring. Da håndværkeren senere gik i gang med arbejdet, viste det sig, at problemet var mere omfattende end først antaget, fordi underlaget bestod af leca-kugler i stedet for almindelig beton. Klager og håndværkeren valgte at fortsætte med en omfattende og dyrere udbedring uden at afvente selskabets godkendelse af meromkostningerne. Selskabet afviste at dække de ekstra udgifter, men tilbød et mindre tillæg baseret på en vurdering fra en uafhængig rådgiver, som mente at en billigere metode med injicering kunne have løst problemet. Ankenævnet gav selskabet ret. Nævnet lagde afgørende vægt på, at arbejdet burde være stoppet, da det stod klart, at den valgte metode ville blive langt dyrere, og at klager ikke havde bevist, at selskabet havde handlet forsømmeligt eller rådgivet forkert. Sagen viser, at det er vigtigt at indhente selskabets godkendelse, før man går videre med en dyrere udbedringsmetode end den, der oprindeligt er lagt til grund for erstatningen, ellers risikerer man selv at skulle bære meromkostningen.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over erstatningsopgørelse. Klager overtog den forsikrede ejendom - der var fra 1973, den 23/11 2019. Klager anmeldte den 14/2 2022, at det i forbindelse med lægning af nyt klinkegulv i entreen blev opdaget, at betonunderlaget var sluppet, og der ikke var vedhæftning mellem beton og underlag. Selskabet anerkendte den 6/4 2022, at slidlaget var i en sådan beskaffenhed, at "det ikke er muligt at ligge klinker på underlaget stedvis i entre". Der blev aftalt en kontanterstatning på 9.000 kr. inkl. moms hvorfra der skulle fratrækkes selvrisiko til fuld og endelig afgørelse i forbindelse med udbedring af forholdet. Klager kontaktede den 5/9 2022 selskabet pr. telefon og efterfølgende pr. mail samme dag og oplyste, at "mureren er dags dato påbegyndt opbrydningen af slidlag, og til vores store overraskelse skyldes den manglende vedhæftning ikke, at slidlaget har mistet vedhæftningen til underlaget, men derimod, at underlaget består af LECA kugler, som ikke binder korrekt" samt at "for at kunne etablere gulv, uanset om det er klinker eller andet, er det nødvendigt at bryde hele det gamle LECA underlag op, helt ned til grusunderlag - og få støbt nyt beton, efterfulgt af et nyt slidlag. Det er selvsagt ikke tilstrækkeligt med den kontantudbetaling vi modtog, at udbedre ovenstående forhold". Den 21/10 2022 meddelte selskabet klager, at forsikringen ikke ville dække omkostningerne til fjernelse og genopbygningen af hele gulvkonstruktionen, men at selskabet kunne forhøje erstatningen med 1.000 kr. på baggrund af at OBH-gruppen havde oplyst, at der kunne have være valgt en langt billigere løsning i form af injicering med egnet epoxyharpiks/resin, der makisimalt ville koste 10.000 kr. alt inkl. Klager krævede, at selskabet skulle dække de meromkostninger, der havde været, da den udbedringsmetode som taksatoren anviste var forkert. Nævnet kunne ikke kritisere selskabets afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at klager og hans håndværker valgte at fortsætte fjernelsen af betonslidlaget og lecalaget efter det blev konstateret, at årsagen til gulvets instabilitet var udførelsen af lecalaget, uden at afvente selskabets stillingtagen til om meromkostningerne ved den valgte udbedringsmetode var dækningsberettigende. Nævnet lagde videre vægt på, at det fremgik af besigtigelsesnotatet af 14/10 2022 fra OBH, at "Det er OBH's vurdering af arbejdet burde være stoppet i det øjeblik at entreprenøren konstaterede, at den valgte afhjælpningsmetode var uhensigtsmæssig og at de udførte arbejder ville medføre en kraftig forhøjelse af renoveringsudgiften.", og at "det er OBH-gruppens vurdering, at skaden "burde være afhjulpet ved injicering med egnet epoxyharpiks/resin efterfuldt af et afretningslag bestående af cementbaseret flydespartel". Nævnet lagde også vægt på, at selskabet havde opgjort erstatningen i overensstemmelse med de skønnede udbedringsomkostninger i besigtigelsesnotatet af 14/10 2022, hvor udbedringsudgiften blev anslået til mellem 7000 kr. og 10.000 kr. inkl. moms. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at selskabet i forbindelse med behandlingen af sagen havde udvist ansvarspådragende forsømmelse eller fejlrådgivning. Selskab medhold.
Resultat
SELSKAB MEDHOLD
Søgeord
EJERSKIFTEFORSIKRING, ERSTATNINGSOPGØRELSE, GULVE, UDBEDRINGSMETODE
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
- Hvornår forældes mit krav på ejerskifteforsikringen, og hvor hurtigt skal jeg anmelde skaden?
- Dækker ejerskifteforsikringen ulovlige elinstallationer i huset?
- Dækker ejerskifteforsikringen skader på kloakken i og uden for huset?
- Dækker ejerskifteforsikringen vand og fugt i kælderen?
- Dækker ejerskifteforsikringen sætningsskader og revner i huset?
Flere sager om samme emne
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af råd i terrassens bærende trækonstruktion
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom fra 1945 med en senere tilbygning opdagede råd i en bærende trækonstruktion under en hævet …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Uenighed om omfang af dækning for fuger skadet af murbier
Klager havde overtaget en ejendom fra 1969 med en ejerskifteforsikring og anmeldte senere skader på fuger i murværket forårsaget af murbier.
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Uenighed om erstatning for tagrevner og fugt i anneks
Sagen handlede om en ejendom fra 1900 med en senere tilbygning, hvor klager havde anmeldt både revner i taget på hovedhuset og opfugtning af en væg i et …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Uenighed om årsag til gentagen vandgennemtrængning fra badeværelse
Sagen omhandlede en ejerskifteforsikring på en ejendom fra 1974, hvor klager efter overtagelsen oplevede gentagne tilfælde af vandgennemtrængning fra et …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af fugtskader og skimmelsvamp ud over anerkendt undertag
Sagen drejede sig om en ejendom opført i 1914, hvor der i 2024 blev konstateret fugtskader ved facaderne samt skimmelsvamp i et skab mod en ydervæg.