Afslag på dækning af nedslidt trægulv fra 1968 ved ejerskifte

Klager overtog i 2019 en bygning opført i 1968, hvor tilstandsrapporten havde bemærket, at trægulve havde stor afstand i længde- og stødsamlinger. Senere anmeldte klager, at gulvet i køkken-alrummet var blevet blødt, og at samlingerne ved strøerne var ved at give sig. Selskabet afviste dækning, da forholdet ikke udgjorde en skade på overtagelsestidspunktet, årsagen var beskrevet i tilstandsrapporten, og problemet skyldtes almindelig udløbet levetid. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at forholdet udgjorde en skade eller en nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand. Der blev lagt vægt på, at gulvet var det oprindelige lamelparketgulv fra 1968 med en forventet levetid på cirka 30 år, mens gulvet på anmeldelsestidspunktet var 54 år gammelt, og at klager ikke havde påvist konstruktionsmæssige afvigelser fra tilsvarende ejendomme af samme alder. Selskabet fik derfor medhold. Sagen illustrerer, at slid og nedbrydning som følge af en byggedels naturlige levetid som udgangspunkt ikke er dækket af en ejerskifteforsikring, selv om det giver praktiske gener for den nye ejer.