Spring til indhold
forsikring.aiDK
Menu

Fugtigt terrændæk: afslag på dækning samt sagkyndig- og advokatudgifter

Afgørelsesdato: Sagsnummer: 98227Medhold til selskabet
Selskab
Tryg Forsikring
Emne
Ejerskifteforsikring alle sager af denne type
Stikord
fugt · terrændæk · fundament · sætningsskade · sagkyndige · advokathonorar

Hvad sagen handlede om

Sagen handlede om et 60 år gammelt terrændæk, hvor klager havde opdaget fugt og risiko for sammenbrud i forbindelse med udskiftning af gulve. Klager havde fået udarbejdet ingeniørrapporter og geotekniske undersøgelser, som efter hans opfattelse dokumenterede, at terrændækket måtte genopbygges. Selskabet afviste dækning under ejerskifteforsikringen, da der ikke var tale om en dækningsberettiget skade. Ankenævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at der på overtagelsestidspunktet var skade eller nærliggende risiko for skade, hverken under basisdækningen eller den udvidede ekstraforsikring. Nævnet lagde vægt på, at basisdækningen kun omfattede bygninger og ikke forhold ved selve grunden, og at problemerne skyldtes høj grundvandsstand og nedbør i et område, hvor grundvand kunne være problematisk. For ekstraforsikringen blev det afgørende, at forsikringen ikke dækkede skader, der skyldtes mangler eller manglende installationer som omfangsdræn, og at der netop ikke var noget omfangsdræn eller nedsivningsanlæg på grunden. Klager fik heller ikke dækket udgifter til advokat, sagkyndige, byggeprojekt eller genhusning, da der ikke forelå en dækningsberettiget skade. Sagen viser, at ejerskifteforsikringer typisk har vigtige undtagelser for grundforhold og manglende dræningsinstallationer, hvilket kan have stor betydning ved fugtproblemer i ældre boliger.

Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.

Nævnets resumé

Resumé

Klager over afslag på dækning for udgifter til udbedring af svævende terrændæk og opfugtning af terrændæk og murværk samt afslag på udgifter til advokat og sagkyndige erklæringer. Den forsikrede ejendom var opført i 1958. Klager anmeldte den 25/2 2021, at han i forbindelse med udskiftning af alle gulve i huset havde opdaget, at der steg fugt op gennem terrændækket. Klager anførte, at han ved ingeniørtilsyn, to geotekniske rapporter og en statisk beregning havde dokumenteret, at det tidligere eksisterende terrændæk ville bryde sammen, og at det derfor skulle genopbygges. Selskabet afviste at yde dækning med henvisning til, at klager ikke havde godtgjort, at der forelå en dækningsberettigende skade i ejerskifteforsikringens forstand. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at der var forhold ved terrændæk og murværk, der på overtagelsestidspunktet udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade hverken i ejerskifteforsikringens basisdæknings eller ekstraforsikrings forstand. Nævnet fandt også, at klager ikke var berettiget til dækning for udgifter til advokat eller sagkyndige erklæringer/teknisk bistand. Klager var heller ikke berettiget til øvrigt fremsatte krav på udgifter til armeringsprojekt, ophugning af gulve, bortkørsel af affald og isolering, byggestrøm til skadeudbedring, pælefundering og nyt terrændæk, ødelagte elinstallationer og ændret gulvopbygning, all-risk forsikring på entreprisen, egne arbejdstimer samt genhusning, herunder beboelsesvogn, husleje i to boliger og containerleje til opbevaring af indbo samt flytning af container, da der ikke forelå en dækningsberettigende skade. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at terrændækket var omkring 60 år gammelt, og at de anmeldte forhold vedrørende terrændækket ikke havde manifesteret sig i aktuelle skader, samt at klager ikke havde dokumenteret, at der var nærliggende risiko for skade som følge af forholdene. Nævnet lagde også vægt på, at basisdækningen alene dækkede "alle bygninger på ejendommen" og således ikke dækkede forhold ved grunden, og at ejendommen lå i et område, hvor grundvand kunne udgøre et problem. I forhold til ekstrasikringen lagde nævnet vægt på, at det fulgte af forsikringsbetingelsernes punkt 6.4, at ekstrasikringen dækkede "forhold ved grunden, hvis disse påvirker beboelsesbygningens fundering og terrændæk og medfører skade eller nærliggende risiko for skade på de forsikrede beboelsesbygninger", men at forsikringen ikke dækkede skader, "som skyldes at installationer (fx omfangsdræn, brønde, nedsivningsanlæg, og septiktanke) i eller på grunden ikke fungerer eller helt mangler". Nævnet lagde også vægt på, at der ikke var omfangsdræn og nedsivningsanlæg i/på grunden og at det ifølge de indhentede rapporter fremgik, at opfugtning af/vand på terrændæk var en følge af høj grundvandsstand og nedbør. Selskab medhold.

Resultat

SELSKAB MEDHOLD

Søgeord

EJERSKIFTEFORSIKRING, SAGKYNDIGE, SKADEBEGREBET, ADVOKATHONORAR, GULVE, SÆTNINGSSKADE, FUNDAMENT, FUGT

Kilde

Spørgsmål og svar om emnet

Flere sager om samme emne