Uenighed om afskrivningstabel og alder ved erstatning for læmur

Sagen drejede sig om en tvist om erstatningsopgørelse i forbindelse med udbedring af en læmur, der krævede forstærkning. Selskabet havde beregnet erstatningen ud fra afskrivningstabel D, som gav en dækning på 48 procent af udgifterne, mens klager mente, at der skulle bruges tabel A, som gav en langt højere dækningsprocent, fordi der efter klagers opfattelse var tale om en bærende murstensvæg og ikke blot en læmur med metal- og steninddækning. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at selskabet havde anvendt tabel D, da nævnet lagde en almindelig fagsproglig forståelse til grund. Til gengæld fandt nævnet, at klager var berettiget til en højere erstatningsprocent end den, selskabet havde beregnet, idet læmurens alder blev fastsat til 46 eller 47 år, hvilket gav en erstatningsprocent på 63. Nævnet fandt desuden, at selskabet havde været berettiget til at afskrive på udgifter forbundet med opførelsen af den nye læmur, herunder bortkørsel af byggematerialer, med henvisning til forsikringsbetingelsernes regler om erstatningsberegning efter priserne på skadesdagen. Sagen illustrerer, hvordan alder på en bygningsdel har stor betydning for erstatningens størrelse ved brug af afskrivningstabeller, og at det er vigtigt at forstå, hvilken kategori en skadet bygningsdel falder ind under.