Strid om afskrivning ved understøbning af kælder efter udgravning

Sagen drejede sig om en ejerskifteforsikring for et hus fra 1943, hvor kælderen var blevet udgravet i 1996, uden at kældervæggene efterfølgende var korrekt understøbt. Selskabet anerkendte, at den manglende understøbning var en dækningsberettiget skade, men mente, at der skulle ske afskrivning, fordi understøbningen efter selskabets opfattelse udgjorde en del af ydervæggen. Ankenævnet var uenig og henviste til fast praksis om, at der ikke kan ske afskrivning, hvis en udbedring ikke giver bygningsdelen en længere levetid. Nævnet vurderede, at færdiggørelsen af den nederste del af kælderydervæggene og fundamentet ikke ville forlænge levetiden væsentligt, og at der derfor ikke var grundlag for afskrivning på denne del. Klager fik derfor delvist medhold, og selskabet skulle også dække en del af klagers advokatomkostninger. Sagen viser, at grænsen mellem fundament og ydervæg kan have stor betydning for erstatningens størrelse ved ejerskifteforsikring, og at afskrivning kun kan ske, når en reparation reelt forlænger bygningsdelens levetid. For boligkøbere illustrerer sagen, at det kan betale sig at få vurderet, om en skade rammer fundamentet eller andre bygningsdele, når erstatningen skal opgøres.