Beregning af erhvervsevnetabsydelser efter hvilende pensionsordning og forældelsesfrist

Sagen handlede om en kvinde, hvis pensionsordning overgik til hvilende medlemskab med nedsatte dækninger, efter at hun mistede sit job og arbejdsgiveren stoppede indbetalingerne. Da hun senere søgte om helbredsbetingede ydelser, mente selskabet, at hun kun havde krav på udbetaling fra tre år før ansøgningstidspunktet, fordi kravet ellers var forældet. Klager mente derimod, at hun havde ret til ydelser efter de højere satser, der gjaldt før nedsættelsen, fordi hendes erhvervsevne allerede da var nedsat i dækningsberettigende grad. Ankenævnet gav klager medhold i, at hun havde ret til ydelserne beregnet efter de oprindelige, højere satser, fordi en bestemmelse om anmeldelsesfrist i betingelserne skulle fortolkes i lyset af forsikringsaftalelovens regler om, at en for sen anmeldelse kun har betydning, hvis selskabet lider et retstab som følge heraf. Det var ikke tilfældet her. Nævnet fandt dog, at selve retten til udbetaling af de løbende ydelser var forældet for perioden mere end tre år før ansøgningen, så udbetalingen kunne først ske fra et bestemt tidspunkt. Selskabet skulle desuden dække en mindre del af klagers advokatomkostninger. Sagen viser, at en sen ansøgning om pension ikke nødvendigvis afskærer retten til korrekt beregnede ydelser, men kan begrænse hvor langt tilbage i tid udbetalingen kan ske.