Uenighed om skyld og selvrisiko efter bakkeuheld på parkeringsplads

Sagen handlede om en uenighed mellem klager og selskabet om ansvarsfordelingen efter en parkeringspladsulykke samt den efterfølgende opkrævning af selvrisiko. Klager mente, at han havde overholdt sin vigepligt ved at bakke ud af en parkeringsbås, og at det var modparten, der havde handlet uansvarligt ved at fortsætte sin manøvre og derved forårsage sammenstødet. Klager mente desuden, at kun hans trækkrog havde ramt modpartens bil, og at han derfor ikke burde hæfte for hele den takserede skade. Selskabet fastholdt, at klager ikke havde overholdt sin ubetingede vigepligt ved bakning, og at det ikke var dokumenteret, at den takserede skade ikke stammede fra sammenstødet. Nævnet var enig med selskabet og fandt, at klager som bakkende part havde en skærpet vigepligt over for øvrig trafik, og at han ikke havde sandsynliggjort, at skaden på modpartens bil skyldtes andet end selve påkørslen. Sagen er et eksempel på, at bilister, der bakker, har et særligt ansvar for at sikre sig, at manøvren kan gennemføres uden fare for andre, og at det kan være vanskeligt at afvise ansvar, når man er den bakkende part i en kollision. Selskabet fik medhold.