Uenighed om erstatning for rådskade i murværk under ejerskifteforsikring
- Selskab
- Dansk Boligforsikring
- Beløb i tvisten
- 10.541 DKK
- Stikord
- rådskade · afskrivning · erstatningsopgørelse · dækningstilsagn · bindingsværk · murværk
Hvad sagen handlede om
Sagen handlede om en tvist om erstatningsopgørelsen efter en anmeldt rådskade i en ejendoms murværk, hvor der bag pudsen var stolper af træ, som var delvist rådskadede. Klager mente, at træet skulle betragtes som bindingsværk, og krævede fuld erstatning, mens selskabet fastholdt, at der skulle afskrives kraftigt på udgifterne, fordi træet var en selvstændig bygningsdel og ikke konstruktionsmæssigt integreret i murværket. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets afskrivning på 80 procent efter den relevante afskrivningstabel, da træværket var ubehandlet og ældre end 50 år. Derimod fandt nævnet, at selskabets oprindelige skadeopgørelse udgjorde et bindende dækningstilsagn, som selskabet ikke kunne trække sig fra bagefter, hvorfor selskabet skulle betale et yderligere beløb til klager for både rådskaden og en forholdsmæssig andel af udgiften til servicevogn. Klager fik dermed delvist medhold. Sagen illustrerer, at et selskabs skadeopgørelse kan blive bindende, og at selskabet ikke uden videre kan nedjustere en tidligere afgivet erstatningsopgørelse, selv hvis det senere finder frem til et lavere beløb.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over selskabets opgørelse af erstatningen efter en anmeldt rådskade. I murværket på hver side af vinduerne på ejendommens første sal var der bag pudsen en opbygning med stedvist rådskadede stolper, der gik fra en bundrem placeret i niveau med første salens terrændæk op til topremmen i niveau med første sals loftshøjde. Stolperne var beklædt med asfaltpap og trådnet for pudstilhæftning. Klager fandt, at der var tale om bindingsværk i afskrivningstabellernes forstand. Klager krævede, at selskabet ydede fuld erstatning. Klager havde fremlagt en faktura på 88.106,25 kr. inkl. moms for arbejdets udførelse. Det fremgik af fakturaen, at arbejder for 2.400 kr. inkl. moms ikke vedrørte den anmeldte skade. Over for nævnet havde selskabet fastholdt, at det rådskadede træværk skulle afskrives efter tabel G, (konstruktionstræ, savskåret ubehandlet). Selskabet havde herved bl.a. anført, "Formålet med de lodrette opstalter ved vinduerne er - set med datidens byggeskik - at skabe et lodret og fast underlag, som gavlmuren og vinduerne kunne forankres/sømmes fast til. I modsætning til egentligt bindingsværk eller muroverliggere er opstalterne hverken funktions eller konstruktionsmæssigt integreret med murværket og kan udskiftes i det hele, hvorved funktionen - og dermed levetiden - for opstalterne forlænges. Det er konsulentens vurdering, at der skal ske udskiftning af konstruktionstræet, som er nedbrudt. Da opstalterne ikke er en integreret del af murværket, men en selvstændig bygningsdel, afskrives der i henhold til bilag A i forsikringsbetingelserne, tabel G (konstruktionstræ, savskåret ubehandlet) på den del af erstatningen, som vedrører materiale (træ), beslag og arbejdstid forbundet med udskiftning af den/de beskadigede opstalter." Selskabet havde efter sagens indbringelse for nævnet forhøjet erstatningen fra 15.340,38 kr. til 24.435 kr. Nævnet fandt at måtte lægge til grund, at selskabet havde ydet fuld erstatning for klagers udgift til skaderapporten fra klagers håndværker med 1.500 kr. Endvidere har selskabet over for nævnet anerkendt at dække udgifterne til partiel oppudsning af ydermuren efter reparationen med 20.125 kr., hvilket beløb oversteg udgiften til oppudsning ifølge klagers faktura (15.600 kr. + 1.968,75 kr.). Tvisten for nævnet angik herefter erstatningsopgørelsen vedrørende det rådskadede træ og udgiften på 6.412,50 kr. til servicevogn. Efter en gennemgang af sagen fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere, at selskabet havde foretaget afskrivning med 80 procent på udgifterne forbundet med udbedringen af rådskadet træværk efter afskrivningstabel G. under henvisning til, at træværket var ældre end 50 år. Nævnet lagde blandt andet vægt på selskabets oplysninger om, at træværket var ubehandlet og ikke var konstruktionsmæssigt integreret i murværket, men udgjorde en selvstændig bygningsdel. Nævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne kritisere selskabets skadeopgørelse af 8/1 2021 af udgifterne til udbedring af rådskaden, hvor selskabet opgjorde erstatningen til (11.868 kr. + 1983,75 kr) = 13.851,75 kr. Nævnet fandt, at opgørelsen udgjorde et dækningstilsagn, som selskabet havde været uberettiget til at træde tilbage fra. Nævnet fandt på denne baggrund, at selskabet havde været uberettiget til efterfølgende over for nævnet at opgøre erstatningen for udbedringen af rådskaden til 4.310 kr. Selskabet skulle derfor udbetale yderligere (13.851,75 kr. - 4.310 kr.) = 9.541,00 kr. til klager. Hvad angik udgiften til servicevogn på 6.412,50 kr. fandt nævnet, at posten afskrivningsmæssigt skulle dækkes forholdsmæssigt svarende til de udbedrede bygningsdele. Skønsmæssigt fandt nævnet, at selskabet skulle dække posten med 1.000 kr., idet nævnet lagde til grund, at selskabet ved opgørelsen af erstatningen for oppudsningen havde inkluderet den forholdsmæssige andel af udgiften til servicevognen. Selskabet skulle derfor udbetale yderligere 10.541 kr. til klager. Klager delvis medhold.
Resultat
DELVIS MEDHOLD
Søgeord
RÅD OG SVAMP, EJERSKIFTEFORSIKRING, DÆKNINGSTILSAGN, ERSTATNINGSOPGØRELSE, MUR, AFSKRIVNING
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
Flere sager om samme emne
- EjerskifteforsikringMedhold til klager
Uenighed om omfang af mørnede fuger på facaden
Sagen handlede om en ejerskifteforsikring, hvor klager havde overtaget en ejendom fra 2007 i 2020.
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på erstatning for utæt skorsten i sommerhus
Sagen drejede sig om en ejerskifteforsikring for et sommerhus fra 1974, hvor klager efter overtagelsen konstaterede, at skorstensinddækningen var utæt og …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på ejerskifteforsikring ved skimmelsvamp og bygningsfejl i tilbygninger
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom med to tilbygninger fra 1998 og 2005 anmeldte flere byggetekniske forhold, herunder en …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af krakelerede facader nævnt i tilstandsrapport
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom fra 2009 fik afvist dækning for skader på facaden.
- EjerskifteforsikringAfvist / ikke realitetsbehandlet
Tvist om forlig og sætningsskader i gulve, facader og tag afvist
Sagen drejede sig om en ejerskifteforsikring, hvor klager krævede dækning for omfattende sætningsskader i både gulve, vægge, facader, gavle og …