Uenighed om metode til lovliggørelse af terrændæk uden fugtspærre

Sagen handlede om erstatning efter en skade på et terrændæk i et hus fra 1979, som blev opdaget i forbindelse med en rørskade. Terrændækket var udført uden kapillarbrydende lag og fugtspærre, og selskabet anerkendte, at konstruktionen var udført i strid med den daværende bygningsreglement. Tvisten drejede sig om, hvordan lovliggørelsen skulle udføres og betales. Klager ønskede en fuld udskiftning af terrændækket med et tykt kapillarbrydende lag, mens selskabet ville lovliggøre konstruktionen med en tyndere isolering og en radonmembran. Nævnet lagde afgørende vægt på, at reglementet beskrev en metode uden at kræve den, og at en teknisk vurdering fra Teknologisk Institut bekræftede, at selskabets løsning opfyldte kravene til fugtisolering. Selskabet fik derfor ikke pålagt at betale for den dyrere løsning, og der var heller ikke dækning for skimmelafrensning, genhusning eller ekstra forbrugsudgifter uden for den periode, selskabet allerede havde dækket. Klager fik dog delvist medhold i forhold til dækning af udgifter til teknisk bistand, men ikke til advokatudgifter. Sagen illustrerer, at en ejerskifteforsikring dækker lovliggørelse i forhold til byggetidens regler, men ikke nødvendigvis den løsning, kunden selv foretrækker, hvis en anden metode også opfylder de tekniske krav.