Selvrisiko efter erkendt ansvar for parkeringsskade på bil

Sagen drejede sig om, hvorvidt en bilist skulle betale selvrisiko, efter at hans forsikringsselskab havde anerkendt ansvar over for modparten i en færdselsskade. En anden bilist anmeldte, at han var blevet påkørt af klager under en parallelparkering, og et vidne gav et signalement, der pegede på klager og hans bil. Klager benægtede at have været involveret, men svarede ikke på selskabets henvendelser, og da han senere blev spurgt, kunne han ikke huske, hvor han havde befundet sig på skadetidspunktet. Selskabet fastholdt ansvaret over for modparten, blandt andet fordi et uvildigt vidne havde identificeret klagers bil, og fordi skaderne på modpartens bil passede med, at klagers bil havde en trækkrog. Klager mente ikke, at vidnets beskrivelse passede på ham, og at bilens rustne trækkrog ikke kunne have sat de omtalte mærker. Ankenævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at han ikke havde forårsaget skaden, og gav selskabet medhold. Sagen viser, at manglende svar og upræcise forklaringer kan svække ens sag, når der findes vidneudsagn og tekniske observationer, der peger i en bestemt retning.