Standsning af pensionsydelser ved sygdom med ME-diagnose

Sagen drejede sig om en kvinde, der fik standset helbredsbetingede ydelser fra sin pensionsordning, efter hun var blevet sygemeldt med træthed og hovedpine og senere fik diagnosen ME. Hun blev tilkendt førtidspension af kommunen, men selskabet mente, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst helbredsmæssigt, blandt andet fordi hendes psykiske tilstand ikke var afklaret, og der manglede oplysninger om mulige helbredsfremmende tiltag. Selskabets lægekonsulenter var uenige i diagnosen og ønskede en psykiatrisk udredning. Klageren mente derimod, at hendes fysiske tilstand i sig selv udelukkede erhvervsarbejde, og at det offentlige sundhedsvæsen havde afvist yderligere udredning. Ankenævnet fandt, at sagen krævede en bevisførelse med inddragelse af lægelig sagkundskab, som nævnet ikke havde mulighed for at gennemføre, herunder eventuel forelæggelse for Retslægerådet samt parts- og vidneforklaringer. Da en sådan grundig bevisførelse ikke kunne finde sted i nævnet, men hørte hjemme ved domstolene, blev sagen afvist efter nævnets vedtægter. Sagen viser, at komplekse helbredsmæssige tvister, hvor der er lægefaglig uenighed om diagnose og arbejdsevne, ofte ikke kan afgøres endeligt af ankenævnet, og at parterne i sådanne tilfælde må søge afklaring ved domstolene.