Uenighed om dækning af revner og sætningsskader i hus på lerjord

Sagen omhandlede et hus opført på blød lerjord med en fundering på kun 0,9 meter, hvor der senere opstod talrige revner og deformationer i bygningen. Forsikringen var udvidet med dækning for forhold ved grunden, der medførte væsentlig skade på beboelsesbygningen. Ankenævnet lagde til grund, at den fede lerjord var særligt følsom over for udtørring, og at klimatiske ændringer over tid kunne føre til betydelige sætninger, som funderingen ikke havde kunnet modstå. Nævnet fandt dog ikke, at basisdækningen gav ret til erstatning, blandt andet fordi skaden først blev anmeldt og forværret otte år efter overtagelsen. Alligevel fandt nævnet, at klageren havde godtgjort, at der var forhold ved selve grunden, som havde medført væsentlig skade på bygningen, og at kombinationen af lerjord og klimaændringer var hovedårsagen. Selskabet blev derfor pålagt at genoptage sagen og yde dækning efter den udvidede aftale, uden at nævnet dog kunne fastslå det konkrete erstatningsbeløb. Sagen viser, at forsikringstagere med udvidet dækning for forhold ved grunden kan have en selvstændig ret til erstatning, selv når basisdækningen for sætningsskader ikke rækker. Det illustrerer også, at årsagssammenhænge mellem jordtype og klimaforandringer kan tillægges stor betydning i vurderingen af, om en skade er dækningsberettiget.