Afslag på dækning af efterfundering og revner i hus fra 1914

Sagen drejede sig om en ejendom fra 1914 med en garage opført i 2003, hvor huset var funderet på fed lerjord, der løbende medførte revnedannelser på grund af volumenændringer i jorden. Klager mente at have krav på dækning for efterfundering af huset og udbedring af revner samt en anden erstatningsopgørelse for garagen. Ankenævnet gav selskabet medhold i det hele. Nævnet fandt det ikke bevist, at der på overtagelsestidspunktet var revneskader ud over det, som fremgik af tilstandsrapporten, og lagde blandt andet vægt på, at skaden først blev anmeldt ni år efter overtagelsen, hvilket gjorde skadebilledet usikkert. Nævnet vurderede desuden, at huset var funderet i overensstemmelse med almindelig byggeskik for 1914, og at der ikke var sket en revneudvikling i klagers ejertid, som pegede på en risiko for husets stabilitet. Der var heller ikke bevist et vedligeholdelsesbehov, der gik væsentligt ud over, hvad man kunne forvente ud fra husets alder og de kendte forhold. Endelig kunne nævnet ikke kritisere selskabets erstatningsopgørelse for garagen, da den byggede på et konkret entreprisetilbud og en anbefalet udbedringsmetode fra et ingeniørfirma. Sagen viser, at ældre huse på lerjord ofte har naturlige revnedannelser, som ikke i sig selv udløser erstatning, medmindre der er en dokumenteret risiko for stabilitetsproblemer.