Uenighed om erstatning for udbedring af utæt tag efter genoptagelse
- Selskab
- Dansk Boligforsikring
- Beløb i tvisten
- 398.751,6 DKK
- Stikord
- tag · vandindtrængning · erstatningsopgørelse · bevis · udbedringsmetode · genoptagelse
Hvad sagen handlede om
Sagen omhandlede en tvist om erstatningsopgørelsen efter en vandskade i taget på en tilbygning til en ældre ejendom. Klager havde anmeldt utæthed i taget, og selskabet tilbød dækning svarende til udskiftning af tagpap og skotrende efter afskrivning og selvrisiko, mens klager krævede et betydeligt større beløb til fuld udskiftning af hele tagkonstruktionen med bedre isolering og fuld stilladsoverdækning. Sagen var en genoptagelse af en tidligere afgjort sag, hvor klager mente, at nævnet havde lagt fejlagtige oplysninger til grund om den tekniske rapport. Nævnet fastholdt dog sin tidligere afgørelse og fandt fortsat ikke grundlag for at kritisere selskabets valgte udbedringsmetode eller erstatningsopgørelse. Der blev lagt vægt på, at klager ikke havde dokumenteret, at flere samvirkende fejl forelå på overtagelsestidspunktet, og at selskabets løsning var teknisk forsvarlig, selv om klager havde valgt en mere omfattende og dyrere løsning. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at lade selskabet betale for klagers byggetekniske rapport. Sagen viser, at forsikringsselskabet har ret til at vælge den udbedringsmetode, der løser skaden forsvarligt, uden at skulle betale for en opgraderet løsning, som klager selv vælger.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over selskabets erstatningsopgørelse ved utæt tag. Den forsikrede ejendom var fra 1948 med en tilbygning fra 1964. Tilbygningen havde fladt build-up tag med 100 mm isolering og tagpap fra 1964. Der blev omkring 2005 tilføjet et rødt stålpladetag og undertag ovenpå det originale built-up tag. Ejendommens øvrige to tage i vingetegl afvandede på det flade tag på tilbygningen. Klager overtog ejendommen den 25/1 2019. Den 9/2 2023 anmeldte klager vandindtrængning fra utæthed i taget på tilbygningen. Selskabet afviste dækning med henvisning til, at utætheden skyldtes et hul i inddækningen, som var opstået efter overtagelsestidspunktet. Selskabet meddelte efterfølgende kulance-dækning til ændring af skotrendeinddækning mellem de tilstødende tagflader. Selskabet ændrede igen dette til dækning af nyt tagpaptag på tilbygningen og udskiftning af skotrende opgjort til 172.674,25 kr. efter afskrivning og selvrisiko. Klager ønskede erstatning på i alt 398.751,60 kr. for fjernelse af oprindeligt built-up tag og opbygning af ny tagkonstruktion med større taghældning og 400 mm isoleringsmateriale - herunder 122.861,60 kr. for stillads med fuld overdækning. Sagen var en genoptagelse af sag 102640, hvor nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at kritisere selskabets afgørelse. Sagen blev genoptaget på klagers anmodning, idet klager anførte, at nævnet i sag 102640 fejlagtigt havde lagt til grund, at klagers byggetekniske rapport ikke var udarbejdet på baggrund af en besigtigelse. Klager anførte i genoptagelsessagen, at den sagkyndige havde besigtiget taget flere gange udvendigt såvel som indvendigt, både før, under og efter udbedring. Klager anførte herudover, at årsagen til vandindtrængning ikke var blevet klarlagt og havde flere mulige årsager, at der var fejl ved skotrenden, fejl ved inddækning mellem tegltag og ståltag, for lille fald på ståltaget, tagpaptaget havde baglæns fald mod huset, vandet fra undertaget blev afledt i udhæng og ikke i tagrende, undertaget var lagt sjusket med mange overlæg og der manglede ventilation i taget, at alle disse mangler forelå på overtagelsestidspunktet og tilsammen udgjorde nærliggende risiko for skade, der ikke skulle afregnes med et kulancemæssigt beløb, at selskabets udbedringsmetode var utilstrækkelig, at det oprindelige built-up tag måtte fjernes, da det havde stået under vand i ukendt tid med dertilhørende risiko for indkapslet fugt i konstruktionen, at der gjaldt et krav til efterisolering ved et nyt tag, og at fuld overdækning var nødvendig for at undgå yderligere skader på bygningen. Selskabet anførte i genoptagelsessagen, at klagers byggetekniske rapport ikke indeholdt dokumentation for, at vandindtrængen skulle skyldes en kombination af flere fejl, og at klager ikke havde dokumenteret, at hverken utæthed eller hvid tømmersvamp var til stede på overtagelsestidspunktet. Selskabet fastholdt, at vandindtrængningen var sket gennem et hul i en inddækning, der var opstået efter overtagelsestidspunktet, og som derfor ikke var dækket, at det kulancemæssige tilbud omhandlede skotrenden, hvor der var udført en inddækning i den ene side, som var lagt ud over tagstenene, at selskabets første udbedringsmetode indebar at fjerne inddækningen og lægge rygningskit mellem skotrende og tagsten, at selskabet ændrede dette til en ændring af tagkonstruktionen, da en løsning med rygningskit havde karakter af en midlertidig løsning, at selskabets løsning indebar bræddeunderlag på den eksisterende spærkonstruktion, hvor tagpap blev ført op under de tilstødende tage, så de fremadrettet afvandede på tagpaptaget, og at klager havde opgraderet taget ved at fjerne det oprindelige built-up tag og udført et helt nyt tag med 400 mm efterisolering. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at kritisere selskabets afgørelse. Nævnet fandt henset til sagens udfald, at der ikke var baggrund for at pålægge selskabet at dække klagers udgifter til byggeteknisk rapport. Selskab medhold.
Resultat
SELSKAB MEDHOLD
Søgeord
SKADEBEGREBET, ERSTATNINGSOPGØRELSE, EJERSKIFTE, BEVIS, TAG, VANDINDTRÆNGEN, UDBEDRINGSMETODE
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
Flere sager om samme emne
- EjerskifteforsikringMedhold til klager
Uenighed om omfang af mørnede fuger på facaden
Sagen handlede om en ejerskifteforsikring, hvor klager havde overtaget en ejendom fra 2007 i 2020.
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på erstatning for utæt skorsten i sommerhus
Sagen drejede sig om en ejerskifteforsikring for et sommerhus fra 1974, hvor klager efter overtagelsen konstaterede, at skorstensinddækningen var utæt og …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på ejerskifteforsikring ved skimmelsvamp og bygningsfejl i tilbygninger
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom med to tilbygninger fra 1998 og 2005 anmeldte flere byggetekniske forhold, herunder en …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af krakelerede facader nævnt i tilstandsrapport
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom fra 2009 fik afvist dækning for skader på facaden.
- EjerskifteforsikringAfvist / ikke realitetsbehandlet
Tvist om forlig og sætningsskader i gulve, facader og tag afvist
Sagen drejede sig om en ejerskifteforsikring, hvor klager krævede dækning for omfattende sætningsskader i både gulve, vægge, facader, gavle og …