Tvist om manglende isolering og fejl ved skotrende i gammelt hus
- Selskab
- Dansk Boligforsikring
- Beløb i tvisten
- 5.000 DKK
- Stikord
- skotrende · isolering · fugt · kuldebro · skadebegrebet · tag
Hvad sagen handlede om
En klager overtog et hus fra 1878 med et tag fra 1983 og opdagede senere en fejl ved skotrenden samt manglende isolering på loftet. Selskabet anerkendte kun en mindre tætning af skotrenden, hvis den kostede over 5.000 kroner, men afviste udskiftning af skotrenden og udbedring af isoleringen. Ankenævnet gav selskabet medhold. Det blev lagt vægt på, at skaden først blev anmeldt næsten tre år efter overtagelsen, at skotrenden var udført på normal vis for byggeåret, og at den havde fungeret i over 40 år uden problemer. Besigtigelsen viste, at eventuelle svagheder let kunne udbedres, og at der ikke var akut risiko for vandindtrængning. Vedrørende isoleringen fandt nævnet, at ringe isolering og kuldebroer var normalt for huse fra både 1878 og 1983, og at selskabets undersøgelser ikke viste risiko for fugt- eller skimmelskader. En kuldebro medfører alene øget varmeforbrug, hvilket ikke opfylder skadedefinitionen i forsikringsvilkårene. Sagen illustrerer, at ejerskifteforsikring ikke dækker almindelige, tidstypiske byggetekniske forhold i ældre huse, medmindre der er tale om en konkret skade eller en nærliggende risiko herfor, og at sen anmeldelse kan svække sandsynligheden for, at et forhold forelå allerede ved overtagelsen.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager overtog et enfamilieshus, bygget i 1878, den 10/11 2021. Husets nuværende tagkonstruktion var lagt i 1983. Den 19/8 2024 anmeldte klager, at han den 9/7 2024 opdagede, at der var vand på gulvet, og at tagfolk konstaterede, at skotrenden ikke var udført korrekt. I forbindelse med gennemgang af taget, blev det også konstateret, at taget ikke var ordentligt isoleret. Klager ønskede, at selskabet udskiftede husets skotrender således "at de lever op til gældende regler og lov" samt, at isoleringen blev udbedret "således at der ikke er kuldebro, og også lever op til gældende regler og lov". Selskabet anerkendte dækning af en tætning af skotrenden, hvis udbedringen kostede mere end 5.000 kr. Selskabet afviste dækning af en udskiftning af skotrenden, samt afviste forholdet omkring manglende isolering med henvisning til, at der var tale om sædvanlige forhold i en ejendom fra 1878. Nævnet fandt, at klager ikke beviste, at der på overtagelsestidspunktet var forhold ved skotrenden, der udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand, når der sås bort fra den tætning, som selskabet anerkendte dækning af. Nævnet kunne derfor ikke kritisere selskabets afgørelse. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at forholdet først blev anmeldt 2 år og 9 måneder efter overtagelsen, at skotrendeopbygningen var normal for udførelsesåret 1983, og at skotrenden fungerede i mere end 40 år. Nævnet lagde videre vægt på selskabets besigtigelsesnotater, hvoraf det blandt andet fremgik, at "hullet i skotrendetoppen kan udbedres meget simpelt ved anvendelse af det korrekt kipbånd eller Wakaflex eller tilsvarende selvklæbende bånd", at "samlingerne er i selve renden skredet lidt, men med det foreskrevne overlæg er der ikke fare for vandindsivning der", og at "det kan fremadrettet ikke udelukkes at der kan komme vand ind langs kanter, da RUFA kitten andre steder er blevet porøs og kan blæse ud ved stormvejr… RUFA kitten må betegnes som med udløb af levetid". Nævnet fandt videre, at klager ikke beviste, at der var forhold vedrørende utilstrækkelig isolering og kuldebroer, som udgjorde en skade eller en nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at isoleringsforholdene i huse fra både 1878 samt fra 1983, hvor det nuværende tag blev lagt, efter nutidens standarder ofte var ringe, og at der i datidens byggeri hyppigt sås kuldebroer. Nævnet lagde videre vægt på selskabets besigtigelsesnotat, hvor det fremgik, at der ikke var påvist følgeskader, og at forholdene "skyldes normal konstruktion af skunk i et ældre hus kombineret med dampspærrer som ikke er 100 procent tætte. I et hus som nærværende er det ikke muligt at lave tætte konstruktioner som kræves jf. nye huse i dag… Ventilationen er lavet jf. gældende vejledninger på udførelsestidspunktet og det vurderes derfor ikke, at der kan opstå fugt eller skimmelskader i konstruktionen… En kuldebro eller mindre isolering end normalt vil kun medføre en forøget varmeudgift og det opfylder ikke skadedefinitionen". Nævnet henså også til til at det fremgik med et "rødt hus" i tilstandsrapporten, at "Dampspærre er ikke tætsluttende i loftkonstruktion. Der er risiko for fugtophobning i tagkonstruktionen og dermed følgeskader". Selskab medhold.
Resultat
SELSKAB MEDHOLD
Søgeord
SKADEBEGREBET, ISOLERING, TAG, FUGT, KULDEBROER
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
Flere sager om samme emne
- EjerskifteforsikringMedhold til klager
Uenighed om omfang af mørnede fuger på facaden
Sagen handlede om en ejerskifteforsikring, hvor klager havde overtaget en ejendom fra 2007 i 2020.
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på erstatning for utæt skorsten i sommerhus
Sagen drejede sig om en ejerskifteforsikring for et sommerhus fra 1974, hvor klager efter overtagelsen konstaterede, at skorstensinddækningen var utæt og …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på ejerskifteforsikring ved skimmelsvamp og bygningsfejl i tilbygninger
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom med to tilbygninger fra 1998 og 2005 anmeldte flere byggetekniske forhold, herunder en …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af krakelerede facader nævnt i tilstandsrapport
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom fra 2009 fik afvist dækning for skader på facaden.
- EjerskifteforsikringAfvist / ikke realitetsbehandlet
Tvist om forlig og sætningsskader i gulve, facader og tag afvist
Sagen drejede sig om en ejerskifteforsikring, hvor klager krævede dækning for omfattende sætningsskader i både gulve, vægge, facader, gavle og …