Afslag på ejerskifteforsikring efter manglende vådrumsgips i badeværelse

Sagen drejede sig om et sommerhus fra 1970, hvor klager under en renovering konstaterede, at der ikke var brugt vådrumsgips i badeværelset, samt at der var revner i klinker og fuge. Klager mente, at den manglende vådrumsgips udgjorde en nærliggende risiko for råd og skimmel, og at revnerne var tegn på konstruktionel bevægelse, som burde være dækket af ejerskifteforsikringen. Nævnet vurderede, at klager ikke havde godtgjort, at der på overtagelsestidspunktet var forhold ved klinker, fuger eller gipsvægge, der udgjorde en skade eller en nærliggende risiko for skade. For klinkerne blev det vægtet, at revnen lå uden for vådrumszonen og ikke havde medført følgeskader. For gipsvæggene blev det vægtet, at konstruktionen med almindelige gipsplader og vådrumsmembran havde eksisteret i mange år uden tegn på fugt- eller skimmelskader. Selskabet fik derfor medhold i afslaget. Sagen viser, at en ældre byggemetode, som ikke lever op til nutidens standarder, ikke i sig selv giver ret til dækning under en ejerskifteforsikring, hvis der ikke kan påvises konkrete skadevirkninger eller en nærliggende risiko herfor på overtagelsestidspunktet.