Uenighed om erstatningens størrelse ved utæt tag og vandindtrængen

Sagen handlede om størrelsen af erstatningen for skader på et utæt tag på en ældre ejendom fra 1968 med ensidig taghældning og tagpapbelægning. Selskabet havde tilbudt at lægge et nyt lag tagpap ovenpå det eksisterende samt udbedre indvendige skader ved et køkkenvindue og et ovenlysvindue. Klager var utilfreds og mente, at der i stedet skulle ske en fuld udskiftning af tagbelægningen, herunder påforede spær og isolering, samt at der skulle udføres skimmelsanering. Klager pegede på, at der havde været vandindtrængen over en årrække, og at fugtproblemerne var blevet forværret af mangelfuld ventilation som følge af, at spærpåforingerne var udført forkert, og at der var to dampspærrer i konstruktionen. Nævnets flertal fandt imidlertid, at klager ikke havde ført tilstrækkeligt bevis for, at der var behov for en mere omfattende og dyrere udbedring end den, selskabet havde tilbudt. Klager fik derfor ikke ret til yderligere erstatning. Sagen illustrerer, hvor vigtigt det er for en klager at kunne underbygge krav om en mere vidtgående udbedringsmetode med solid teknisk dokumentation, når selskabet allerede har tilbudt en løsning, der efter deres opfattelse afhjælper skaden tilstrækkeligt.