Uenighed om selvrisiko efter kofangerskade forvoldt af ægtefælle
- Selskab
- Alm. Brand
- Beløb i tvisten
- 5.341 DKK
- Lovhenvisninger
- færdselsloven § 108
- Stikord
- selvrisiko · ansvarsforsikring · færdselsskade · erstatningspligt · dokumentation
Hvad sagen handlede om
Sagen handlede om en klager, der blev opkrævet selvrisiko efter en trafikskade, hvor hans hustru havde kørt bilen og forårsaget en mindre skade på en anden bils kofanger. Selskabet havde efter færdselslovens regler anerkendt ansvaret over for modparten, da klager ikke reagerede tilstrækkeligt på selskabets henvendelser om sagen. Klager ønskede at se den officielle faktura for reparationen, før han betalte selvrisikoen, men nævnet fandt ikke grundlag for at pålægge selskabet at indhente yderligere dokumentation, da selskabet flere gange havde forsøgt at få klagers medvirken. Nævnet lagde vægt på, at klager selv havde bekræftet, at hustruen kørte bilen, og at der var en synlig ridse på modpartens bil, som stammede fra episoden. Nævnet fandt det heller ikke usædvanligt, at selv mindre skader kan være dyre at reparere, og der var ikke grund til at betvivle, at hele kofangeren skulle lakeres. Selskabet fik derfor medhold i at opkræve selvrisikoen på 5.341 kroner. Sagen viser, at forsikringsselskaber har ret til at anerkende ansvar over for tredjemand, når kunden ikke medvirker til sagens opklaring, og at kunden i så fald må acceptere konsekvenserne, herunder betaling af selvrisiko.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over selskabets opkrævning af selvrisiko. Selskabet modtog den 16/8 2024 en henvendelse fra modpartens forsikringsselskab om, at deres kunde var blevet påkørt af klager. Selskabet bad den 21/8 2024 klager om at anmelde skaden og oplyste, at sagen ville blive afgjort ud fra de foreliggende oplysninger, hvis klager ikke vendte tilbage inden den 11/9 2024. Selskabet modtog ansvarskravet for skade på modpartens bil den 8/2 2025 og fremsendte opkrævning til klager på ansvarsforsikringens selvrisiko. Klager ønskede at få udleveret den officielle faktura og oplysningerne om reparationsomkostningerne, herunder en detaljeret forklaring på det betalte beløb, før han betalte selvrisikoen. Nævnet bemærkede, at selskabet efter færdselslovens § 108 hæftede direkte over for modparten, og det var derfor selskabet, der havde kompetencen til at afgøre skyldsspørgsmålet. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at kritisere, at selskabet havde anerkendt det fulde ansvar skaden på modpartens bil. Henset til hændelsesforløbet - hvor selskabet et antal gange, herunder den 21/8 2024, 22/8 2024, 3/9 2024, 31/1 2025 og 8/2 2025 skrev til klager om skaden og om erstatningspligten - havde nævnet ikke grundlag for på nuværende tidspunkt at pålægge selskabet at indhente den faktura, som modpartens forsikringsselskab havde betalt for reparationen af skaden på modpartens bils kofanger. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at kritisere, at selskabet havde lagt modpartens forsikringsselskabs taksatorrapport til grund og på den baggrund havde opkrævet klager selvrisiko på 5.341 kr. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at klager den 12/2 2025 havde bekræftet, at hustruen kørte bilen på det pågældende tidspunkt, og at der var tale om en meget lille hændelse, som hustruen ikke vurderede nødvendig at involvere forsikringen i. Hustruen tog ingen billeder af skaden. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der af fotografier tydeligt sås en 10 cm lang ridse på bagkofangeren på modpartens bil, som nævnet måtte lægge til grund, at klagers hustru havde forårsaget. Nævnet lagde videre vægt på, at klager gennem en længere periode ikke havde svaret på selskabets henvendelser eller havde svaret ganske henholdende, og at selskabet på passende vis havde oplyst klager om, at selskabet - hvis klager ikke medvirkede til sagens oplysning - måtte anerkende erstatningspligten over for modparten. Klager blev også informeret om, at selskabet havde betalt for reparation af modpartens bil, og at klager som konsekvens heraf skulle betale selvrisiko. Nævnet lagde også vægt på, at det fremgik af modpartens taksatorrapport/regresrapport af 19/8 2024, at reparationsudgiften lød på "i alt inkl. moms: 5.441,25 kr. Type: KOLLISION. Zone: Bagparti". Selskabet havde på den baggrund været berettiget til at kræve, at selskabet betaler selvrisikoen på 5.341 kr. Nævnet bemærkede, at det ikke var usædvanligt, at selv mindre påkørsler kunne være forholdsvist dyre at udbedre, og nævnet havde ikke grundlag for at betvivle selskabets oplysning om, at det havde været nødvendigt at lakere hele kofangeren for at udbedre skaden. Selskab medhold.
Resultat
SELSKAB MEDHOLD
Søgeord
AUTOFORSIKRING, SELVRISIKO, FÆRDSELSSKADE, ANSVARSFORSIKRING, ANSVAR
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
- Hvad sker der, hvis jeg har oplyst forkert, hvem der er fast bruger af bilen?
- Kan bilforsikringen afvise tyveri af bilen, hvis jeg har skiftet forklaring?
- Kasko og selvrisiko ved skade på egen bil: hvad dækker forsikringen, og hvad kan gå galt?
- Kan jeg klage over forsikringens afgørelse om totalskade på min bil?
Flere sager om samme emne
- BilforsikringMedhold til selskabet
Skyldspørgsmål efter påkørsel bagfra ved højresving med vigepligt
Klager var blevet påkørt bagfra, efter at hun havde foretaget et højresving, hvor hun havde ubetinget vigepligt.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Klage over for lav erstatning for stjålet bil og reservedele
Klager fik stjålet sin bil og dens reservedele i en periode i august 2025 og mente, at selskabets erstatningstilbud på 66.666 kroner var for lavt.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning efter biltyveri med nøgle i uaflåst garage
Sagen handlede om en bilejer, der fik afslag på erstatning efter tyveri af sin bil.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af styretøj, trækaksel og frontradar efter uheld
Sagen drejede sig om en bilist, der havde været involveret i et uheld, hvor hun ramte en kantsten.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Afslag på erstatning for totalskadet bil efter tyveri og hærværk
Sagen handlede om en bilejer, hvis bil blev meldt stjålet og efterfølgende fundet udsat for hærværk og forsøg på ildspåsættelse ved to lejligheder.