Spring til indhold
forsikring.aiDK
Menu

Delvis medhold om skæve gulve og mangelfuld fundering i tilbygning

Afgørelsesdato: Sagsnummer: 103297Medhold til klager
Selskab
Domus Forsikring
Emne
Ejerskifteforsikring alle sager af denne type
Stikord
fundering · skjulte fejl · ulovlig bygningsindretning · tilbygning · geoteknisk rapport

Hvad sagen handlede om

Sagen handlede om en ejendom, hvor klager efter overtagelsen opdagede skæve gulve og mangelfuld fundering i en tilbygning. Selskabet afviste dækning under henvisning til, at der ikke var bevist en skade i forsikringsmæssig forstand. Nævnet var delvist enig med selskabet i, at klager ikke havde bevist, at gulvets skævhed eller funderingsforholdene udgjorde en skade eller nærliggende risiko for skade under ejerskifteforsikringens basisdækning. Der blev lagt vægt på, at nivelleringsmålinger ikke viste en skævhed af en størrelse, der nedsatte bygningens værdi eller brugbarhed nævneværdigt, og at der ikke var konstateret revner der kunne henføres til funderingsproblemer.

Derimod fik klager medhold i den udvidede dækning, fordi fundamentet under tilbygningen ikke var udført i overensstemmelse med datidens bygningsreglement (BR98), som krævede frostsikker og bæredygtig fundering. Nævnet fandt, at kommunens afslutning af byggesagen ikke kunne sidestilles med en godkendelse, og at selskabet ikke havde bevist, at der kunne opnås dispensation for det ulovlige forhold. Selskabet skulle derfor betale for udbedring af funderingen samt for udgiften til den geotekniske rapport, der dokumenterede problemet.

Sagen viser, at der skelnes klart mellem den almindelige skadedækning og den udvidede dækning for ulovlige forhold, og at bevisbyrden for dispensationsmuligheder ligger hos selskabet.

Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.

Nævnets resumé

Resumé

Klager over afslag på dækning af efterfundering af ydervæg i tilbygning mod vest, opretning af skævhed i gulv og udgifter til teknisk rapport. Klager overtog den forsikrede ejendom den 15/5 2022. Den oprindelige del af ejendommen blev opført i 1946, og i perioden fra 2002-2006 blev der opført tilbygninger, bl.a. mod vest. Den 18/9 2018 fik den forrige ejer udarbejdet en geoteknisk rapport grundet sætninger i den nordlige tilbygning, idet de eksisterende pæle under tilbygningen ikke havde den fornødne bæreevne. På baggrund af rapporten blev tilbygningen efterfunderet. Klager anmeldte den 23/8 2022, at gulvene i den vestlige tilbygning var skæve, og at tilbygningen kun var funderet i 140 cm dybde. Klager anførte, at der var tale om en ulovlig bygningsindretning på grund af mangelfuld fundering under tilbygningen. Selskabet afviste dækning af de anmeldte forhold. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at der var forhold ved tilbygningens fundering eller at entregulvet på overtagelsesdagen var skævt i et omfang, der udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens basisdæknings forstand. Nævnet lagde blandt andet vægt på måling af gulvets nivellement, og at det herved ikke var godtgjort, at de konstaterede skævheder var af en størrelsesorden, der nedsatte bygningens værdi eller brugbarhed nævneværdigt i forhold til tilsvarende intakte bygninger af samme alder i almindelig god vedligeholdelsestilstand. Nævnet lagde også vægt på, at der efter det oplyste ikke var konstateret nævneværdige konstruktionsmæssige svigt i form af revner, som var til stede på overtagelsestidspunktet og som kunne henføres til mangelfulde funderingsforhold. Hvad angik den udvidede dækning fandt nævnet, at klager havde bevist, at funderingen under den vestlige tilbygning var ulovligt udført i henhold til bygningsreglementet på udførelsestidspunktet (BR98). Selskabet skullle derfor dække udbedring af det ulovlige forhold i overensstemmelse med det af klager indhentede tilbud af 17/1 2025. Nævnet lagde vægt på, at lovligheden af den vestlige tilbygnings fundament skulle bedømmes efter BR98, hvoraf det af punkt 4.1.4 fremgår, at "fundering skal ske til frostsikker dybde og på bæredygtig bund eller på anden måde, så der ikke opstår skade som følge af bevægelser i jordbunden". Nævnet lagde vægt på, at tilbygningens fundament var ført til en dybde på 140 cm, at det måtte lægges til grund, at der først var bæredygtige lag mellem 2,5 og 3 meter nede, hvilket havde medført, at bygningen havde sat sig og fortsat ville sætte sig noget, bl.a. med mindre skrævheder af gulvet til følge. Nævnet lagde også vægt på, at det måtte lægges til grund, at kommunen havde afsluttet byggesagen uden den krævede geotekniske dokumentation for forholdene i undergrunden blev indhentet, og at kommunens afslutning af byggesagen ikke kunne anses som en egentlig godkendelse af fundamentsdybden. Som forsikringsbetingelserne var formuleret, fandt nævnet, at det var selskabet, der skulle sørge for at indhente fuldmagt til ansøgning om dispensation fra forsikrede, når forsikrede havde bevist, at en bygningsdel var omfattet af forsikringens ulovlighedsdækning. Under forudsætning af, at forsikrede gav den fornødne fuldmagt, var det herefter selskabet, der skulle bevise, at der kunne dispenseres fra ulovligheden, for at forsikrede mistede sit krav i henhold til ulovlighedsdækningen. Nævnet måtte lægge til grund, at klager ikke havde afvist at give en sådan fuldmagt, og at det beroede på selskabets forhold, at en sådan fuldmagt ikke var indhentet. Nævnet fandt på den baggrund, at selskabet ikke havde bevist, at der vil kunne opnås dispensation for forholdet. Efter sagens forløb og udfald fandt nævnet, at selskabet skulle dække udgiften til geoteknisk rapport fra [Firma2]. Nævnet lagde vægt på, at rapporten dokumenterede, at fundamentsdybden var utilstrækkelig, og at der var sket og skete sætningsskader på ejendommen. Klager delvis medhold.

Resultat

DELVIS MEDHOLD

Søgeord

TILSTANDSRAPPORT, EJERSKIFTEFORSIKRING, GULVE, ULOVLIG BYGNINGSINDRETNING

Kilde

Spørgsmål og svar om emnet

Flere sager om samme emne