Ejerskifteforsikring afviste at dække revner ved sokkel under vinduer
- Selskab
- Domus Forsikring
- Beløb i tvisten
- 23.125 DKK
- Stikord
- sokkel · revner · bevisbyrde · ulovlig bygningsindretning · anmeldelsesfrist
Hvad sagen handlede om
En kunde overtog i 2020 en ejendom fra 1973 og anmeldte flere år senere skader ved soklen under vinduerne i den sydlige gavl, herunder en revne og forkert anvendte mursten på højkant. Kunden krævede dækning af udbedringsudgifter på cirka 23.000 kroner samt teknisk bistand. Selskabet afviste kravet, og Ankenævnet gav selskabet medhold. Nævnet fandt, at kunden ikke havde bevist, at forholdene ved soklen udgjorde en skade eller en nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand, eller at der var tale om en ulovlig bygningsindretning omfattet af forsikringens udvidede dækning. Der blev lagt vægt på ejendommens alder, at anmeldelsen skete mere end fire et halvt år efter overtagelsen, og at tilstandsrapporten allerede ved overtagelsen havde beskrevet mindre revner uden forventet udvikling. Hvad angik murstenene på højkant, fandt nævnet, at dette ikke havde konstruktiv betydning ifølge selskabets egen taksatorrapport, og at manglende håndværksmæssig korrekthed ikke i sig selv udgør en dækningsberettiget skade. Sagen viser, at ejerskifteforsikringer kræver konkret bevis for skade eller nærliggende risiko for skade, og at forhold, der allerede er nævnt i tilstandsrapporten uden forventet forværring, kan være svære at få dækket senere.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over selskabets afslag på dækning. Klager overtog den forsikrede ejendom, der var fra 1973, den 29/2 2020. Klager anmeldte den 20/10 2024 "sokkel skade under vinduer i sydlig gavl", og at "revnen virker ikke til at fortsætte ned i betonsokkel ift., hvad vi kan se. Ved revnen er der umiddelbart hul hele vejen ind til konveksgraven på indvendig side". Klager anmeldte herefter den 17/12 2024, at "fundament under begge vindues partier i sydvendt gavl er der anvendt Mursten på højkant hvilket er imod murstenens anvendelses funktionalitet. Dette er et ulovligt forhold da der ikke forligger beregninger eller statik der understøtter denne brug. forholdet findes under begge gavle vinduer, og derfor en stor del af Gavl facaden som ikke er statisk god kendelig". Klager ønskede, at selskabet dækkede udbedring af mursten og revne i henhold til indhentet tilbud på 23.125,00 kr. inkl. moms fratrukket selvrisiko. Hertil ønskede klager, at selskabet dækkede rimelige og nødvendige udgifter til teknisk bistand. Efter en gennemgang af sagen fandt nævnet, at klager ikke har bevist, at der var forhold ved soklen, herunder manglende betonudfyldning, under vinduerne i den sydlige gavl, der på overtagelsestidspunktet udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand, eller at der var tale om en ulovlig bygningsindretning i henhold til forsikringens udvidede dækning. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at ejendommen var fra 1973, at klager anmeldte forholdet mere end fire et halvt år efter overtagelsen, og at der ikke var konstateret skade i ejerskifteforsikringens forstand som følge af den måde soklen var konstrueret på. Nævnet lagde også vægt på, at det fremgik af tilstandsrapportens punkt 4.2, at "nedenfor sydgavlens vinduesparti ses stedvis revner og tendens til afskalninger. Note: Den vil ikke udvikles". Forholdet havde fået karakteren K1. Hvad angik, at mursten var vendt på højkant, fandt nævnet, at klager ikke havde bevist, at den omstændighed, at murstenene var vendt på højkant under vinduespartierne i den sydvendte gavl på overtagelsestidspunktet udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand, eller udgjorde en ulovlig bygningsindretning i henhold til forsikringens udvidede dækning. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at der ikke var godtgjort skader i ejerskifteforsikringens forstand som følge af, at murstenene var vendt på højkant, og at og det fremgik af selskabets taksatorrapport af 31/1 2025, at forholdet ikke havde konstruktiv betydning. Nævnet lagde også vægt på, at den omstændighed, at en bygningsdel ikke var udført håndværksmæssigt korrekt, ikke i sig selv udgjorde skade i ejerskifteforsikringens forstand, og at det ikke var godtgjort, at der var tale om en ulovlig bygningsindretning i henhold til forsikringens udvidede dækning. Selskab medhold.
Resultat
SELSKAB MEDHOLD
Søgeord
EJERSKIFTEFORSIKRING, VINDUER, SOKKEL
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
- Hvornår forældes mit krav på ejerskifteforsikringen, og hvor hurtigt skal jeg anmelde skaden?
- Dækker ejerskifteforsikringen ulovlige elinstallationer i huset?
- Dækker ejerskifteforsikringen skader på kloakken i og uden for huset?
- Dækker ejerskifteforsikringen vand og fugt i kælderen?
- Dækker ejerskifteforsikringen sætningsskader og revner i huset?
Flere sager om samme emne
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af råd i terrassens bærende trækonstruktion
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom fra 1945 med en senere tilbygning opdagede råd i en bærende trækonstruktion under en hævet …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Uenighed om omfang af dækning for fuger skadet af murbier
Klager havde overtaget en ejendom fra 1969 med en ejerskifteforsikring og anmeldte senere skader på fuger i murværket forårsaget af murbier.
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Uenighed om erstatning for tagrevner og fugt i anneks
Sagen handlede om en ejendom fra 1900 med en senere tilbygning, hvor klager havde anmeldt både revner i taget på hovedhuset og opfugtning af en væg i et …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Uenighed om årsag til gentagen vandgennemtrængning fra badeværelse
Sagen omhandlede en ejerskifteforsikring på en ejendom fra 1974, hvor klager efter overtagelsen oplevede gentagne tilfælde af vandgennemtrængning fra et …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af fugtskader og skimmelsvamp ud over anerkendt undertag
Sagen drejede sig om en ejendom opført i 1914, hvor der i 2024 blev konstateret fugtskader ved facaderne samt skimmelsvamp i et skab mod en ydervæg.