Strid om udbedringsmetode ved sætningsskader: minipæle eller understøbning

Sagen handlede om uenighed om udbedringsmetode og omfang af dækning for sætningsskader i en ejendom opført i 1960 med en tilbygning fra 1975. Selskabet anerkendte, at der var dækningsberettigende sætningsskader, men parterne var uenige om, hvordan skaderne skulle udbedres, og hvor omfattende skaderne var. Klager mente, at en geoteknisk rapport bekræftede skaderne, og at reparation burde ske ved sektionsvis understøbning, som er en mere omfattende og dyrere metode. Selskabet foreslog i stedet efterfundering med minipæle, som er en anerkendt og mere økonomisk løsning. Nævnet gav selskabet ret til at arbejde videre med minipæleløsningen. Nævnet fandt desuden, at klager ikke havde bevist, at der ved overtagelsen var skader eller nærliggende risiko for skade ved facader, terræn, gulvkonstruktion eller lofter, som kunne udløse yderligere erstatning. Sagen viser, at forsikringsselskabet som udgangspunkt selv kan vælge udbedringsmetode, så længe metoden er teknisk anerkendt og løser skaden forsvarligt, selv om den ikke er den metode, kunden foretrækker. Det er desuden klager, der skal bevise, at der forelå skade eller risiko for skade på overtagelsestidspunktet, for at få dækning for yderligere forhold.