Afvist dækning af nyt tag og vådrumssikring af badeværelse
- Selskab
- Dansk Boligforsikring
- Stikord
- tag · fugt · vådrum · nærliggende risiko for skade · tilstandsrapport · vandindtrængning
Hvad sagen handlede om
Klager havde en ejerskifteforsikring på en ejendom fra 1960 og krævede dækning for udbedring af taget samt vådrumssikring af badeværelset efter konstateret vandindtrængning. Selskabet havde dækket en mindre fugereparation ved et toilet, men afviste i øvrigt dækning. Angående vådrummet fandt nævnet, at der var sket en væsentlig ombygning af badeværelset, som betød, at bygningsreglementets krav på ombygningstidspunktet kunne gøres gældende, men klager havde ikke bevist, at den manglende vådrumsmembran udgjorde et ulovligt forhold efter det dagældende bygningsreglement. Angående taget fandt nævnet, at klager ikke havde bevist, at der ved overtagelsen var forhold ved taget, som udgjorde en skade eller en nærliggende risiko for skade i forsikringens forstand, når man så bort fra forhold, som allerede fremgik af tilstandsrapporten. Selskabet fik derfor medhold i begge dele. Sagen illustrerer, at en ejerskifteforsikring typisk kun dækker skjulte fejl og mangler, der ikke fremgår af tilstandsrapporten, og at det er klager, der skal bevise, at der forelå en skade eller en nærliggende risiko for skade på overtagelsestidspunktet. Forhold, som allerede er nævnt i tilstandsrapporten, vil normalt ikke være dækket, medmindre andet aftales.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over selskabets afvisning af dækning for nyt tag og vådrumssikring af badeværelse. Den forsikrede ejendom var fra 1960. Tagbelægningen var af typen Ceny-Tagsystem, som var udført af beton. Tagbelægningen var udført uden undertag. Klager overtog ejendommen den 1/11 2023. Den 16/4 2024 anmeldte klager vandindtrængning i stuen og køkkenet fra taget, og at der kom vand igennem etageadskillelsen, når hun vaskede gulv med bruseren. Selskabet meddelte dækning til at fuge omkring afløbet fra toilettet, men afviste dækning af vandindtrængning fra taget. Klager fik forud for sagen ved nævnet lagt nyt tag. For så vidt angik vådrumssikring af badeværelset anførte klager, at forholdet ifølge hendes murer ikke kunne udbedres med en fuge, og at der var krav om vådrumsisolering, idet badeværelset var blevet totalrenoveret. Selskabet anførte, at en eventuel manglende vådrumsmembran omkring toilettet ikke udgjorde nærliggende risiko for skade, så længe der blev etableret en fuge omkring toilettet, som sikrede mod, at der kunne trænge vand gennem etageadskillelsen, at der ikke var krav til vådrumssikring i 1960, at klager ikke havde bevist, at der var sket væsentlig ombygning af badeværelset, og at badeværelsets vægge og gulve ikke var udført med organiske materialer, hvorfor der ikke var krav i lovgivningen til vådrumssikring. For så vidt angik taget anførte klager, at hun blev nødt til at skifte taget hurtigt, da hun ellers ville få problemer med dækning over husforsikringen, at vandet kom ind et andet sted end ved skotrenden, blandt andet ved skorstenen og antennen, og at vandindtrængningen var dokumenteret ved fotografier og to fugtrapporter. Selskabet anførte, at årsagen til det indtrængende vand i stuen skyldtes de utætte skotrender, som var anmærket i tilstandsrapporten, da der på loftet alene kunne konstateres fugtskader i og omkring skotrenderne, at konsulenten i køkkenet fik forevist en gammel reparation af en tidligere vandskade og 5-6 små rustfarvede pletter i loftet, som ifølge konsulenten var ældre fugtskader af kosmetisk art, at tagbelægningen var udført uden undertag, og at der ved særlige vejrforhold i form af kraftig regn eller vind kunne trænge vand ind gennem mindre åbninger mellem teglstenene, og at konsulenten ikke konstaterede tegn på, at selve tagbelægningen var utæt. For så vidt angik fugen omkring toilettet og vådrumssikring fandt nævnet, at klager ikke havde bevist, at selskabets udbedringsmetode var utilstrækkelig. Nævnet fandt, at klager havde bevist, at der efter etableringen af badeværelset var sket en væsentlig ombygning eller forandring af badeværelset, så der kunne stilles krav om, at bygningsreglementet på ombygningstidspunktet skulle følges. Nævnet fandt, at klager ikke havde godtgjort, at en eventuel manglende vådrumsmembran i badeværelset udgjorde et ulovligt forhold i henhold til BR-98. For så vidt angik taget fandt nævnet, at klager ikke havde bevist, at der ved overtagelsen af ejendommen var forhold ved taget, der udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand, når der sås bort fra de forhold, som klager var gjort opmærksom på i tilstandsrapporten. Nævnet kunne ikke kritisere selskabets afgørelse. Selskab medhold.
Resultat
SELSKAB MEDHOLD
Søgeord
TILSTANDSRAPPORT, SKADEBEGREBET, EJERSKIFTE, K-BETEGNELSE, NÆRLIGGENDE RISIKO FOR SKADE, TAG, UNDERTAG, VÅDRUM, FUGER, VANDINDTRÆNGEN, FUGT, UDBEDRINGSMETODE, ULOVLIG BYGNINGSINDRETNING
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
Flere sager om samme emne
- EjerskifteforsikringMedhold til klager
Uenighed om omfang af mørnede fuger på facaden
Sagen handlede om en ejerskifteforsikring, hvor klager havde overtaget en ejendom fra 2007 i 2020.
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på erstatning for utæt skorsten i sommerhus
Sagen drejede sig om en ejerskifteforsikring for et sommerhus fra 1974, hvor klager efter overtagelsen konstaterede, at skorstensinddækningen var utæt og …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på ejerskifteforsikring ved skimmelsvamp og bygningsfejl i tilbygninger
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom med to tilbygninger fra 1998 og 2005 anmeldte flere byggetekniske forhold, herunder en …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af krakelerede facader nævnt i tilstandsrapport
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom fra 2009 fik afvist dækning for skader på facaden.
- EjerskifteforsikringAfvist / ikke realitetsbehandlet
Tvist om forlig og sætningsskader i gulve, facader og tag afvist
Sagen drejede sig om en ejerskifteforsikring, hvor klager krævede dækning for omfattende sætningsskader i både gulve, vægge, facader, gavle og …