Ejerskifteforsikring og fugtskader ved vinduer og ovenlysvinduer
- Selskab
- Domus Forsikring
- Stikord
- fugt · vinduer · skadebegrebet · råd og svamp · vedligeholdelse
Hvad sagen handlede om
Sagen drejede sig om afslag på dækning af fugtskader ved vinduer og ovenlysvinduer i et hus opført i 2007. Klager anmeldte skaden næsten tre år efter overtagelsen af ejendommen. For vinduerne i stue- og førstesalsetagen fandt nævnet ikke grundlag for at pålægge selskabet dækning. Nævnet lagde vægt på den lange tid der var gået siden overtagelsen, at klager ikke havde bevist, at nedbrydningen af fuger og fugebånd havde konstruktiv betydning eller havde forårsaget skader på overtagelsestidspunktet, og at forholdet i det væsentlige skyldtes normal levetid og manglende vedligeholdelse, hvilket var undtaget fra dækning efter forsikringsbetingelserne. For ovenlysvinduerne kom nævnet til et andet resultat. Her fandt nævnet, at klager havde bevist, at der allerede på overtagelsestidspunktet var skade eller nærliggende risiko for skade, blandt andet på baggrund af fotografier og både selskabets og klagers egne tekniske vurderinger, som pegede på nedbrydningsskader og utætte afdækningsprofiler. Selskabet skulle derfor betale for reparation og tætning af disse vinduer. Sagen viser, at det er afgørende for dækning under en ejerskifteforsikring, at der kan påvises skade eller nærliggende risiko for skade allerede ved overtagelsen, og at almindelig slitage og manglende vedligeholdelse typisk falder uden for dækningen.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over selskabets afslag på dækning af fugtindtrængning ved vinduer og ovenlysvinduer. Klager overtog den forsikrede ejendom - der blev opført i 2007 - den 1/3 2020. Den 1/2 2023 anmeldte klager, at gummilisterne omkring ejendommens vinduer/døre og ovenlysvinduer ikke sluttede tæt med fugtindtrængning til følge. Selskabet afviste dækning med henvisning til, at der ikke var bevis for, at der på overtagelsestidspunkt var skade eller nærliggende risiko for skade. Klager ønskede dækning af udgifterne til udbedring af vinduer og døre i stue- og 1. etagen, samt Veluxvinduer på 1. salen. Klager anførte, at størstedelen af vinduerne i stue- og 1. etagen havde fugtskader ved den indvendige karm, primært i toppen. Klager anførte, at vinduer og døre manglede tæthed mellem ramme og karmtræ, og derfor var fugtbelastet. Desuden skete der fugtindtrængning ved nedbrudte fuger udvendigt. Klager anførte, at der for så vidt angik veluxvinduerne var tegn på uhensigtsmæssig fugtpåvirkning indvendigt og synlige tegn på nedbrydningsskader. Selskabet anførte, at der ikke var konstateret fejlkonstruktioner af vinduer, døre eller af ovenlysvinduerne, eller målt forhøjet fugt niveauer. Selskabet anførte, at årsagen til det konstaterede i Veluxvinduerne var utætte afdækningsprofiller på vinduerne, og at der med hensyn til de øvrige vinduer var tale om manglende justering og vedligehold. Selskabet anførte, at skaden var anmeldt 3 år efter overtagelsesdagen, og at der ikke var bevis for, at der på overtagelsesdagen forelå en skade, eller nærliggende risiko for skade. Hvad angik Vinduerne i stue- og 1. salen fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere, at selskabet har afvist at dække udbedring af den skete nedbrydning af ekspanderende fugebånd og elastiske fuger. Nævnet lagde vægt på, at klager havde anmeldt forholdet til ejerskifteforsikringen næsten 3 år efter overtagelsen af ejendommen, at klageren ikke havde bevist, at nedbrydning af ekspanderende fugebånd og elastiske fuger på overtagelsestidspunktet havde konstruktiv betydning eller havde bevirket skader på andre bygningsdele, og at nævnet efter det oplyste måtte lægge til grund, ved forholdet i det væsentlige kunne henføres til udløb af levetid og manglende vedligeholdelse, hvilket var undtaget dækning, jf. forsikringsbetingelsernes pkt. 5 H og I. Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at der på overtagelsestidspunktet var indvendige fugtskader på karmtræet og indvendige forhold ved vinduerne i øvrigt, der udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade. Nævnet har derfor ikke grundlag for at pålægge selskabet at dække udbedring af forholdene. Hvad angik Ovenlysvinduerne/Velux vinduer fandt nævnet, at klager havde bevist, at der på overtagelsestidspunktet var forhold ved ovenlysvinduerne, som udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand. Selskabet skulle derfor dække udgifterne til en reparation og tætning af vinduerne. Nævnet lagde vægt på de fremlagte fotografier, at huset blev opført i 2007, og at det af både selskabets taksatorrapport og klagers byggetekniske gennemgang fremgik, at der kunne konstateres "nedbrydningsskade" og rådskade i vinduesrammerne, hvilket efter nævnets opfattelse godtgjorde, at der på overtagelsestidspunktet var mindst nærliggende risiko for skade. Nævnet lagde også vægt på, at det fremgik af den byggetekniske gennemgang, som klager havde indhentet, at fugtpåvirkningen vurderedes at "skyldes uhensigtsmæssig montering med manglende tæthed ved inddækninger", og at det fremgik af selskabets taksatorrapport, at årsagen vurderedes at være "utætte afdækningsprofiler på selve ovenlysvinduerne". Klager delvis medhold.
Resultat
DELVIS MEDHOLD
Søgeord
RÅD OG SVAMP, EJERSKIFTEFORSIKRING, SKADEBEGREBET, VINDUER, FUGT
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
- Hvornår forældes mit krav på ejerskifteforsikringen, og hvor hurtigt skal jeg anmelde skaden?
- Dækker ejerskifteforsikringen ulovlige elinstallationer i huset?
- Dækker ejerskifteforsikringen skader på kloakken i og uden for huset?
- Dækker ejerskifteforsikringen vand og fugt i kælderen?
- Dækker ejerskifteforsikringen sætningsskader og revner i huset?
Flere sager om samme emne
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af råd i terrassens bærende trækonstruktion
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom fra 1945 med en senere tilbygning opdagede råd i en bærende trækonstruktion under en hævet …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Uenighed om omfang af dækning for fuger skadet af murbier
Klager havde overtaget en ejendom fra 1969 med en ejerskifteforsikring og anmeldte senere skader på fuger i murværket forårsaget af murbier.
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Uenighed om erstatning for tagrevner og fugt i anneks
Sagen handlede om en ejendom fra 1900 med en senere tilbygning, hvor klager havde anmeldt både revner i taget på hovedhuset og opfugtning af en væg i et …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Uenighed om årsag til gentagen vandgennemtrængning fra badeværelse
Sagen omhandlede en ejerskifteforsikring på en ejendom fra 1974, hvor klager efter overtagelsen oplevede gentagne tilfælde af vandgennemtrængning fra et …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af fugtskader og skimmelsvamp ud over anerkendt undertag
Sagen drejede sig om en ejendom opført i 1914, hvor der i 2024 blev konstateret fugtskader ved facaderne samt skimmelsvamp i et skab mod en ydervæg.