Nedsat erhvervsevnetabsydelse trods kronisk træthedssyndrom og fleksjob

Sagen drejede sig om en klager, der efter en stressreaktion og senere en trafikulykke med hjernerystelse blev diagnosticeret med kronisk træthedssyndrom. Selskabet havde ydet fuld invalidepension fra 2010, men nedsatte fra 2017 ydelsen til halv, da man vurderede, at klagers erhvervsevnetab herefter kun var omkring halvdelen. Klager mente, at erhvervsevnen fortsat var nedsat med mindst to tredjedele. Ankenævnet gav klager delvis medhold og fandt, at klager havde bevist en fortsat væsentlig nedsættelse af erhvervsevnen efter 2017. Der blev lagt vægt på, at klager i praktikforløb kun kunne klare 9-10 timers arbejde om ugen uden forværring af sine gener, og at kommunen på den baggrund havde tilkendt fleksjob med tilsvarende timetal. Nævnet fandt dog, at ydelser forfaldet mere end tre år før sagen blev indbragt, var forældede, og at der ikke var grundlag for at pålægge selskabet at dække udgifter til advokatbistand. Sagen viser, at det ved langvarige erhvervsevnetabssager er afgørende at kunne dokumentere den faktiske arbejdsevne over tid, og at man bør være opmærksom på forældelsesfrister ved indbringelse af krav.