Strid om udbedring af nedbøjede tagspær efter fjernede hanebånd

Sagen handlede om et dobbelthus fra 1825, hvor klager efter overtagelsen konstaterede, at tagets hanebånd var fjernet og erstattet med brædder monteret højere oppe, hvilket havde medført nedbøjning af nogle af spærene. Selskabet tilbød på baggrund af en ekstern ingeniørs vurdering at dække montering af nye hanebånd og forstærkning af de tre mest nedbøjede spær. Klager krævede i stedet, at hele tagkonstruktionen blev udskiftet, med henvisning til sin egen ingeniørs vurdering. Nævnet gav selskabet medhold, fordi klager ikke havde bevist, at selskabets tilbudte udbedring var utilstrækkelig til at løse problemet efter forsikringsbetingelserne. Nævnet bemærkede blandt andet, at klagers ingeniør ikke havde forholdt sig til, om en forstærkning kunne stabilisere konstruktionen tilstrækkeligt, og ikke havde begrundet, hvorfor en total udskiftning var nødvendig. Sagen illustrerer, at når der er uenighed om udbedringsmetode, er det afgørende, om klager kan dokumentere, at selskabets foreslåede løsning ikke er tilstrækkelig. En generel påstand om, at en mere omfattende løsning er bedre, er ikke i sig selv nok til at give ret til en dyrere udbedring.