Ejerskifteforsikring afviste dækning af facade, murkroner og sokkel
- Selskab
- Dansk Boligforsikring
- Beløb i tvisten
- 410.970 DKK
- Stikord
- ejerskifteforsikring · facade · sokkel · brandkrav · syn og skøn
Hvad sagen handlede om
Tvisten handlede om, hvorvidt en ejerskifteforsikring skulle dække udgifter til udbedring af en facade, der ikke opfyldte gældende brandkrav, samt forhold ved murkroner, inddækning og sokkel. Kunden krævede dækning af udgifter på flere hundrede tusinde kroner samt omkostninger til syn og skøn. Ankenævnet fandt, at manglende brandgodkendelse ikke i sig selv udgjorde en skade i forsikringens forstand, da risikoen var hypotetisk og ikke ville udvikle sig erfaringsmæssigt. For de øvrige forhold fandt nævnet, at kunden ikke havde bevist, at der var skade eller nærliggende risiko for skade på overtagelsestidspunktet, og at selskabets afslag var berettiget under henvisning til tilstandsrapporten og et policeforbehold om tyndpuds. Sagen viser, at en ejerskifteforsikring med basisdækning ikke dækker forhold, der alene udgør en teoretisk eller fremtidig risiko, og at kunder skal kunne bevise konkret skade for at få dækning.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over afslag på dækning. Klager overtog den forsikrede ejendom, der var fra 1955 og totalrenoveret i 2015-2016, den 10/5 2019. Klager anmeldte den 14/4 2020, at der var fugtskjolder på facadepuds ved sokkelkanten langs huset hele vejen rundt. Klager ønskede, at selskabet skulle dække, at den "opsatte facade med EPS (flamingo) skulle nedtages og genopføres, således at gældende brandkrav kunne opfyldes. Klager anførte, at "Udgiften hertil er i 2022 opgjort af skønsmand … til kr. 410.970,00". Klager ønskede dette, eller subsidiært at selskabet skulle dække, at der på ejendommen "sker facaderenovering som følge af, at facaden er udført forkert for så vidt angår murerkroner/inddækningen, facader og sokkelkonstruktion. Skønsmanden … har i 2022 opgjort dette til kr. 265.790,00". Hertil ønskede klager, at selskabet helt eller delvist dækkede klagers omkostninger til syn- og skøn på samlet 89.822,11 kr. Efter gennemgang af sagen fandt nævnet, at klager ikke havde bevist, at den omstændighed, at facaden ikke var brandgodkendt, udgjorde skade i ejerskifteforsikringens forstand. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at der alene var tegnet basisdækning, og at forholdet efter nævnets opfattelse ikke nedsatte bygningens brugbarhed eller værdi nævneværdigt i forhold til tilsvarende intakte bygninger af samme alder i almindelig god vedligeholdelsesstand. Nævnet lagde også vægt på, at der ifølge forsikringsbetingelserne ved nærliggende risiko for skade skulle forstås, "at der erfaringsmæssigt vil udvikle sig en skade, hvis der ikke sættes ind med særligt omfattende vedligeholdelsesarbejder eller andre forebyggende foranstaltninger". Da brandrisikoen var en hypotetisk risiko, der med stor sandsynlighed ikke indtraf, var der efter nævnets opfattelse ikke tale om en skade, der erfaringsmæssigt ville udvikle sig. Nævnet henviste til sag 90980. Hvad angik murkroner/inddækning fandt nævnet, at klager ikke havde bevist, at der på overtagelsestidspunktet var forhold ved murkrone/inddækning, der udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det fremgik af syn og skøn af 21/3 2021, at "selvom jeg vurderer, at det udførte på beboelsen ikke overholder nuværende eller tidligere Byg-Erfa-blade, kan løsningen muligvis fungere i praksis". Nævnet lagde også vægt på at det fremgik af syn og skøn af 21/3 2021, at der ikke umiddelbart var misfarvninger som tegn på opfugtning pga. inddækningens udførelse, og at "med en Gann-måling mindre end 40 på puds, vurderes der ikke at være opfugtning af puds". Hvad angik facaderne kunne nævnet ikke kritisere, at selskabet havde afvist at yde dækning med henvisning til oplysningerne i tilstandsrapporten og policeforbeholdet. Nævnet lagde blandt andet lagt vægt på, at tilstandsrapporten med karakteren K1 beskrev, at "generelt er tyndpudsen med svindrevner". Nævnet lagde også vægt på, at selskabet på baggrund af tilstandsrapporten i policen havde taget forbehold for skader "som konstateres i eller udbreder sig fra ejendommens tyndpuds på facader og bagvedliggende konstruktion jf tilstandsrapporten pkt 2.1". Hvad angik sokkelkonstruktionen fandt nævnet, at klager ikke havde bevist, at der på overtagelsestidspunktet den 10/5 2019 var forhold ved sokkelkonstruktionen, der udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens basisdæknings forstand. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at der ikke var godtgjort skade som følge af den måde, soklen var konstrueret på. Selskab medhold.
Resultat
SELSKAB MEDHOLD
Søgeord
EJERSKIFTEFORSIKRING, SYN OG SKØN, FACADE, SOKKEL
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
- Hvornår forældes mit krav på ejerskifteforsikringen, og hvor hurtigt skal jeg anmelde skaden?
- Dækker ejerskifteforsikringen ulovlige elinstallationer i huset?
- Dækker ejerskifteforsikringen skader på kloakken i og uden for huset?
- Dækker ejerskifteforsikringen vand og fugt i kælderen?
- Dækker ejerskifteforsikringen sætningsskader og revner i huset?
Flere sager om samme emne
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af råd i terrassens bærende trækonstruktion
Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom fra 1945 med en senere tilbygning opdagede råd i en bærende trækonstruktion under en hævet …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Uenighed om omfang af dækning for fuger skadet af murbier
Klager havde overtaget en ejendom fra 1969 med en ejerskifteforsikring og anmeldte senere skader på fuger i murværket forårsaget af murbier.
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Uenighed om erstatning for tagrevner og fugt i anneks
Sagen handlede om en ejendom fra 1900 med en senere tilbygning, hvor klager havde anmeldt både revner i taget på hovedhuset og opfugtning af en væg i et …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Uenighed om årsag til gentagen vandgennemtrængning fra badeværelse
Sagen omhandlede en ejerskifteforsikring på en ejendom fra 1974, hvor klager efter overtagelsen oplevede gentagne tilfælde af vandgennemtrængning fra et …
- EjerskifteforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af fugtskader og skimmelsvamp ud over anerkendt undertag
Sagen drejede sig om en ejendom opført i 1914, hvor der i 2024 blev konstateret fugtskader ved facaderne samt skimmelsvamp i et skab mod en ydervæg.