Skyldfordeling og selvrisiko efter harmonikasammenstød med tre biler

Sagen drejede sig om skyldfordelingen efter et trafikuheld med tre biler, hvor klagers bil på skadetidspunktet blev ført af et familiemedlem. Klager mente, at bilen var blevet skubbet ind i den forankørende bil efter at være blevet påkørt bagfra, og at føreren nåede at stoppe, inden sammenstødet skete. Den forreste bilist forklarede derimod, at han mærkede to stød og først blev ramt af klagers bil og derefter af den bagerste bil. Selskabet lagde denne forklaring til grund og opkrævede selvrisiko hos klager. Ankenævnet fandt, at en domstol formentlig ville være kommet frem til samme ansvarsfordeling som selskabet, fordi der var tale om modstridende forklaringer uden støtte fra uvildige vidner eller anden objektiv dokumentation. Nævnet kunne derfor ikke kritisere selskabets afgørelse. Sagen er et typisk eksempel på et såkaldt harmonikasammenstød, hvor flere biler støder ind i hinanden i en kæde, og hvor det ofte er vanskeligt at fastslå det præcise hændelsesforløb. Den viser, at når der ikke findes objektive beviser som vidneudsagn, fotos eller politirapport, der understøtter den ene parts version, vil forsikringsselskabets vurdering ofte blive lagt til grund, og det er derfor vigtigt at sikre sig dokumentation hurtigst muligt efter en ulykke.