Strid om udbedring af utæt tag og vinduer i udestue samt forrentning

Sagen handlede om en udestue, hvor selskabet havde anerkendt en skade med vandindtrængen gennem taget, men hvor parterne var uenige om, hvordan skaden skulle udbedres og opgøres. Klager ville have en løsning, hvor en zinkkasse på taget blev hævet, og de eksisterende vinduesdimensioner blev bevaret. Selskabet tilbød i stedet en løsning, hvor zinkkassen blev bevaret, men vinduerne blev gjort lidt lavere for at give plads til korrekt inddækning. Ankenævnet fandt, at en mindre reduktion af vinduernes højde ikke oversteg, hvad klager måtte acceptere, og at selskabets løsning derfor var tilstrækkelig. Klager ønskede desuden forrentning af erstatningen fra det tidspunkt, selskabet anerkendte dækning, eller fra hans indhentelse af tilbud. Nævnet bemærkede, at forsikringsbetingelserne fraveg lovens almindelige regel om forfaldstid og i stedet bestemte, at erstatningen først forfaldt, når klager havde ført bevis for, hvordan erstatningen var brugt. Selskabet fik derfor medhold. Sagen viser, at forsikringsselskaber kan tilbyde alternative, men tilstrækkelige udbedringsmetoder, og at forsikringsbetingelser kan fastsætte særlige regler for, hvornår renter af en erstatning begynder at løbe.