Klage over forrentning og omkostninger ved genkøb af pensionsordning

Sagen handlede om en individuel pensionsordning oprettet i 2006 som en traditionel ordning med garanterede ydelser og en grundlagsrente på 1,5 procent. Ordningen blev senere, i 2009/2010, omskrevet til en fripolice. Kunden klagede over, at selskabet havde ændret forvaltningen markant, så fokus flyttede fra at skabe afkast til afvikling af ordningen, og at depotrenten faldt fra 6 til 0 procent, mens løbende omkostninger fortsatte med at tære på depotet. Kunden mente derfor, at hun havde ret til en almindelig forrentning af opsparingen eller til at kunne flytte ordningen uden omkostninger. Ankenævnet gav selskabet medhold. Nævnet fandt ikke grundlag for at kræve en bestemt forrentning eller omkostningsfri flytning, da selskabet ikke havde nedsat de garanterede ydelser, og kunden ikke havde bevist, at selskabets håndtering eller information var ansvarspådragende. Sagen viser, at garantier i pensionsordninger alene omfatter de aftalte, garanterede ydelser, og at faldende depotrente og løbende omkostninger ikke i sig selv giver grundlag for erstatning, så længe selskabet ikke har handlet ansvarspådragende eller nedsat garantien. Kunder med ældre pensionsordninger bør være opmærksomme på, at markedsforhold og ændret forvaltningsstrategi kan påvirke depotets udvikling uden at det udløser et retligt krav om kompensation.