Stop af dækning for erhvervsevnetab efter nedsat arbejdstid

Sagen handlede om, hvorvidt en klager havde ret til fortsat dækning for tab af erhvervsevne under en firmapensionsordning. Klager havde efter et trafikuheld i 2010 smerter i nakke og ryg og arbejdede i mange år fuld tid i et fysisk krævende job, indtil han i 2020 blev delvist sygemeldt og reducerede sin arbejdstid til 17,5 timer om ugen. I 2022 stoppede han helt, og i 2023 startede han i praktik med få timer om ugen. Selskabet ydede midlertidig dækning i en periode, men stoppede den, da man vurderede, at hans generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen, som kræves for dækning. Selskabet pegede på, at der manglede lægelig dokumentation for en forværring, der kunne forklare, hvorfor klager gik fra at arbejde halv tid til kun at kunne arbejde 6-8 timer om ugen. Ankenævnet gav selskabet medhold, da klager ikke havde godtgjort det nødvendige erhvervsevnetab, og fordi hans tidligere arbejdsmønster ikke understøttede en så kraftig forværring uden dokumenteret årsag. Sagen viser, at det er afgørende for udbetaling af erhvervsevnetabsdækning, at der foreligger klar lægelig dokumentation, der understøtter den påståede nedgang i arbejdsevne, særligt når klager tidligere har vist en højere arbejdskapacitet.