Ophør af ydelser ved erhvervsevnetab efter stressbelastning

Sagen handlede om, hvorvidt en kunde havde ret til fortsat udbetaling af ydelser ved tab af erhvervsevne efter en langvarig stress- og belastningsreaktion. Selskabet havde udbetalt midlertidige ydelser i næsten fire år, men vurderede herefter, at tilstanden var stationær og gik over til at bedømme den generelle erhvervsevne. Nævnet fandt ikke grund til at kritisere denne overgang. Det centrale spørgsmål var, om kundens generelle erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen. Nævnet vurderede, at det ikke var bevist. Der blev lagt vægt på, at de lægelige og kommunale oplysninger primært pegede på en langvarig belastningstilstand med kognitive og psykiske gener, og at kundens sociale forhold også kunne have påvirket erhvervsevnen negativt uden sammenhæng med den forsikrede lidelse. Selskabet fik derfor medhold. Sagen viser, at det er kunden, der har bevisbyrden for, at den generelle erhvervsevne er nedsat tilstrækkeligt til at udløse dækning, og at nævnet lægger stor vægt på lægelige og kommunale oplysninger i denne vurdering. Det illustrerer også, at selskaber har mulighed for at overgå fra en vurdering af erhvervsevnen i det aktuelle erhverv til en vurdering af den generelle erhvervsevne, når tilstanden er stationær, uden at dette i sig selv er kritisabelt.