Standsning af helbredsydelser til person med fibromyalgi

Sagen handlede om standsning af helbredsbetingede ydelser fra en pensionsordning. Klager blev sygemeldt i december 2019 på grund af tiltagende smerter i bevægeapparatet og blev senere diagnosticeret med fibromyalgi. Selskabet udbetalte midlertidige ydelser i en periode, men stoppede udbetalingen, fordi man ikke fandt det bevist, at klagers generelle erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen. Klager mente, at hendes tilstand ikke var stationær, blandt andet fordi kommunen havde forlænget sygedagpengeperioden for at få yderligere afklaring. Ankenævnet fandt, at det var rimeligt, at selskabet overgik til en vurdering af den generelle erhvervsevne, da det ikke længere var realistisk, at klager kunne vende tilbage til sit tidligere arbejde. Nævnet lagde vægt på de lægelige og kommunale oplysninger, som viste begrænsede objektive fund og ikke beskrev helbredsgener, der var uforenelige med at arbejde mere end halvdelen af normal tid på det brede arbejdsmarked, hvis der blev taget de nødvendige skånehensyn. Klager kunne derfor ikke bevise, at hun opfyldte kravene for fortsat udbetaling. Sagen viser, hvor afgørende den lægelige dokumentation er i sager om tab af erhvervsevne, og at diffuse diagnoser som fibromyalgi kræver solid dokumentation for at udløse erstatning.