Tvist om selvrisiko og gebyrer på leasingbils autoforsikring

Sagen handlede om, hvem der skulle bære en selvrisiko på en bilforsikring tegnet i forbindelse med leasing af en bil. Klager mente, at en medarbejder hos leasingselskabet havde oplyst ham om, at forsikringen var uden selvrisiko, mens selskabet krævede selvrisiko samt gebyrer og renter betalt, efter at kravet var overgivet til inkasso. Ankenævnet fastslog først, at forsikringsaftalen som sådan indeholdt en generel selvrisiko, og at der ikke i sig selv var grundlag i policen for at fritage klager. Det afgørende blev derfor spørgsmålet om rådgivningsansvar. Nævnet lagde til grund, at leasingselskabets medarbejder havde optrådt som rådgiver på forsikringsselskabets vegne, og at selskabet derfor som udgangspunkt hæftede for fejl i denne rådgivning. På baggrund af den fremlagte mailkorrespondance fandt nævnet, at klager havde bevist, at han fejlagtigt var blevet oplyst om, at der ikke var selvrisiko, blandt andet fordi et opklarende spørgsmål fra klager ikke blev besvaret. Selskabet blev derfor forpligtet til at dække selvrisikoen og de øvrige omkostninger på erstatningsretligt grundlag. Sagen viser, at et forsikringsselskab kan blive erstatningsansvarligt for mangelfuld rådgivning givet af en mellemmand, der handler på selskabets vegne, og at uklar eller ubesvaret kommunikation kan komme selskabet til skade i en tvist om, hvad der faktisk er blevet oplyst til kunden.