Stop af udbetaling for erhvervsevnetab efter stress og funktionel lidelse

Sagen handlede om en klager, der blev sygemeldt med langvarig arbejdsrelateret stress i 2014 og senere fik diagnosticeret en funktionel lidelse med somatiske symptomer som muskelspændinger, søvnproblemer, koncentrationsbesvær og træthed. Selskabet udbetalte midlertidige ydelser i en årrække, men stoppede udbetalingen, da man vurderede, at klager ikke havde bevist en generel nedsættelse af erhvervsevnen på mindst halvdelen. Klager mente selv, at hans hyperoverfølsomhed over for elektromagnetisk stråling gjorde ham ude af stand til at arbejde tilstrækkeligt. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets afgørelse. Nævnet lagde vægt på de lægelige oplysninger, som ikke beskrev helbredsgener uforenelige med arbejde på det brede arbejdsmarked, hvis der blev taget hensyn til klagers skånebehov. Der blev også lagt vægt på, at klager tidligere havde formået at arbejde 20 timer om ugen i en virksomhedspraktik, og at manglende evne til at fastholde samme arbejdstid i senere praktikker skyldtes, at skånehensynene ikke blev tilstrækkeligt imødekommet. Sagen viser, at det er den forsikrede, der skal dokumentere en varig og tilstrækkelig nedsættelse af erhvervsevnen, og at lægelige oplysninger og faktisk arbejdsprøvning spiller en central rolle i vurderingen af sådanne krav.