Afslag på dækning af skimmelsvamp efter tidligere anerkendte vandskader
- Selskab
- Tryg Forsikring
- Stikord
- skimmelsvamp · vandskade · bygherreansvar · retssag · følgeskade
Hvad sagen handlede om
Sagen handlede om skimmelsvamp, som klager konstaterede i sin lejlighed flere år efter to vandskader, som selskabet havde anerkendt og dækket. Den ene skade skyldtes vandgennemtrængning fra en overbos badeværelse, den anden skyldtes en fejl under en renovering, hvor der ved et uheld blev boret hul i et vandrør. Klager havde tidligere anlagt en civil retssag mod det vvs-firma, der stod for renoveringen, og retten fastslog dér, at vvs-firmaet var ansvarligt for den skimmelsvamp, der skyldtes den tidligere vandskade. Selskabet afviste at dække yderligere, da man mente, at domstolene allerede havde afgjort ansvarsspørgsmålet, og at det ikke var dokumenteret, at skimmelsvampen kunne kobles til den skade fra 2011, som selskabet oprindeligt havde dækket. Ankenævnet var enig i, at klager ikke havde bevist en direkte sammenhæng mellem den ældre vandskade og skimmelsvampen, og at retten allerede havde placeret ansvaret hos vvs-firmaet. Da selskabet ikke havde overtaget bygherreansvaret for renoveringsarbejdet, hæftede selskabet ikke for fejl i vvs-firmaets arbejde. Klager fik heller ikke dækket udgifter til advokat eller sagkyndig bistand. Sagen viser, at en tidligere retssag kan få stor betydning for, hvordan en efterfølgende forsikringssag bedømmes, især når ansvarsspørgsmål allerede er afklaret ved domstolene.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over afslag på dækning for konstateret skimmelsvamp. Klager anmeldte i 2011 en vandskade i hendes badeværelse som følge af vandgennemtrængning fra utætheder i overboens badeværelse. I forbindelse med udbedringen af vandskaden borede et familiemedlem i december 2014 ved en fejl hul i et skjult vandrør/hovedledningen i klagers badeværelse, hvilket medførte, at der stod vand ud med vandværkstryk i hele badeværelset i ca. 45-50 minutter. Selskabet anerkendte dækning af begge vandskader. Klager konstaterede efterfølgende skimmelsvamp i lejligheden, hvilket hun anmeldte til selskabet den 9/1 2019. I juni 2019 anlagde klager sag mod det vvs-firma, der havde forestået renoveringen af klagers badeværelse i 2014 og 2016. Sagen vedrørte mangler ved badeværelset, eventuel følgeskade med skimmelvækst og om parternes økonomiske opgørelse. Retten fandt, at vvs-firmaet var ansvarlig for udviklingen af skimmelsvamp i de områder ved badeværelset, hvor udviklingen af skimmelsvamp ifølge den supplerende syns- og skønserklæring af 13. marts 2022 skyldtes en tidligere vandskade. Selskabet afviste dækning. Det var selskabets opfattelse, at der var en sådan overensstemmelse mellem kravene i domstolssagen og nærværende sag, at domstolene allerede havde taget stilling til sagen. Selskabet anførte, at det ikke var dokumenteret, at den påviste skimmelsvamp kunne relateres til skaden i 2011. I relation til de øvrige vandskader anførte selskabet, at selskabet ikke havde været rekvirent af håndværkeren, hvorfor selskabet ikke hæftede for eventuelle fejl eller mangler ved arbejdet, herunder eventuel manglende affugtning. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at hun havde krav på dækning for den konstaterede skimmelsvamp som en følgeskade til vandskaden i 2011. Nævnet fandt, at retten havde taget stilling til ansvaret for den konstaterede skimmelsvamp. Som sagen forelå oplyst, fandt nævnet det ikke bevist, at selskabet havde overtaget bygherreansvaret fra klager, hvorfor selskabet ikke hæftede for fejl og mangler ved vvs-firmaets arbejde. Nævnet kunne derfor ikke kritisere, at selskabet havde afvist at udbetale yderligere dækning i sagen. Henset til sagens karakter og udfald fandt nævnet, at der ikke var grundlag for at pålægge selskabet at dække klagers udgifter til advokat- og sagkyndig bistand. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at pålægge selskabet at dække klagers udgifter til rådgivning i øvrigt og yderligere undersøgelse af ejendommen. Selskab medhold.
Resultat
SELSKAB MEDHOLD
Søgeord
HUSEJERFORSIKRING, VANDSKADE, REPARATION, MANGLER, ANSVAR, BYGHERRE
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
Flere sager om samme emne
- HusforsikringMedhold til klager
Uenighed om udbedring af køkkenfronter efter rørbrud
Sagen handlede om en vandskade i et 17 år gammelt køkken, hvor et rørbrud havde ødelagt elementer med lyse bøgetræsfronter, som ikke længere kunne fås fra …
- HusforsikringMedhold til selskabet
Afslag på udskiftning af alle rør i badeværelse efter vandskade
Sagen handlede om omfanget af dækning efter en anmeldt vandskade, hvor der var konstateret en utæthed i et rør på et badeværelse.
- HusforsikringMedhold til selskabet
Byggeskadeforsikring afviste dækning som følge af forældelse
Sagen omhandlede krav om dækning for byggeskader i et hus, klager havde overtaget som nyt i 2015.
- HusforsikringMedhold til klager
Uenighed om erstatning for vandskade i kælder fra utæt stikledning
Sagen handlede om en vandskade i en kælder, som opstod ved en stikledning, og hvor der var uenighed om erstatningens størrelse.
- HusforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af gulv og etageadskillelse ved byggeskade
Sagen drejede sig om en byggeskadeforsikring tegnet i forbindelse med opførelse af en bygning i 2011.